MUSKILA 16X9

MUSKILADK

FREDAG 5. JULI

Blændende musikalsk rejse gennem moderne rave-kultur og kurdiske traditioner

  • Fredag 5. juli
    Apollo

Med sin besættende blanding af tranceskabende beats, dyb bas, kontemporær klubmusik og kurdiske toner er Muskila klar til at flytte dansefødder og udvide horisonter, når han gæster Roskilde Festival som resident DJ på Apollo. 

Muskila har rødder i det nordlige Kurdistan, men base i København, hvor han har skabt sig et navn som DJ med sin særlige fusion af elektronisk rave og kurdiske traditioner. Især har han imponeret med sin rytmiske fornemmelse, der tager publikum på en svimlende rejse gennem både hårde techno-rytmer og mellemøstlig percussion. 

Ud over at formidle sin egen musik arbejder Muskila dedikeret på at skabe større diversitet i klubmiljøet. Det gør han bl.a. som del af arrangørplatformen Bukhar og som bidragyder til Fragment Radio, der giver stemme til BIPOC-kunstnere. 

Han har netop udsendt EP’en OK, Fatma, hvor han bl.a. får hjælp af den Nyege Nyege-relaterede DJ Travella. Nu er han klar til at skabe en medrivende og inkluderende fest på Apollo.