NICK CAVE & THE BAD SEEDS (AUS)

fredag 27.06.97 - 19:30 - Green

En af 90'ernes mest markante stemmer, australske Nick Cave, har rødder i Melbournes punkscene i slutningen af 70'erne, hvor han spillede i Boys Next Door. Det udviklede sig til Birthday Party, som fra 1980 til 1983 var et af nyrockens mest eksplosive og uforudsigelige navne. Umiddelbart efter dette bands opløsning markerede Cave sig som solist med From Her To Eternity. Her præsenterede han den første udgave af The Bad Seeds, hvis to gennemgående medlemmer gennem årene har været Mick Harvey og Blixa Bargeld. Først i starten af 90'erne havde Cave tonet sit udtryk tilstrækkeligt ned til at få et større publikum i tale, og gennembruddet kom med duetten med Kylie Minogue på nummeret "Where The Wild Roses Grow", selvom det tilhørende album, Murder Ballads, stadig var temmelig hård kost for det brede publikum. I 1997 udsendte han sit mest neddæmpede album nogensinde, The Boatman's Call.

Tilbage
Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.