CATFISH AND THE BOTTLEMEN

Favoriser
Scene
Arena
Show
14:30
Lørdag 6. juli 2019
Dette walisiske band gør atter guitarmusik kommercielt levedygtig – med energi, glæde og catchy sange

Catfish & The Bottlemens ryk fra den spirende talentmasse på de små klubber til toppen af indierock-fødekæden er intet mindre end imponerende. Det kan minde om historien om en vis Manchester-brødregruppe, som dette walisiske band føler stor samhørighed med.

Disse fire fyre kunne nemt være nogen, man møder på pubben, som nasser smøger og er klar til at erobre verden.

Bandet – hvis navn stammer fra en gadegøgler, som frontmand Van McCann så som barn – laver stram, finpudset, melodisk guitarrock, der trækker elementer fra new wave, indie, garage, grunge og britpop og således trækker en linje gennem Nirvana, Oasis og The Strokes.

Helt fra starten har deres sange fremstået selvsikre og cool. De handler om alt det sjove i livet: piger, koncerter og byture. Bandet har leveret hjertelige skrålesange som "Kathleen", "Cocoon" og "7".

Kvartetten høstede først en 'bedste nybegynder'-pris fra BBC, før de udgav deres debutalbum The Balcony i 2014, de hev en BRIT Award hjem for 'bedste britiske gennembrud', og derefter udgav de deres andet albumThe Ride i 2016. Kan du se mønstret? Et tredje album er på vej, så hvilke priser følger mon i kølvandet? Det må tiden vise! Et par nye singler er allerede ude, og de lover godt for The Balance, som er på gaden 26. april 2019.

Catfish and the Bottlemen er vokset til at være et af de mest imponerende livebands fra Storbritannien netop nu. De spiller løsslupne koncerter, høje og fremfusende, sexede og med swag, fyldt med tordnende trommer og stramt bundne guitarer og typisk løftet mod loftet af kåd massesang fra publikum.

I en tid hvor guitarmusik, kommercielt set, er i tilbagegang, er dette et tiltrængt band, der gør deres for at ændre på den udvikling.