CHRISTINE AND THE QUEENS FR

Favoriser
Scene
TBA
Show
Onsdag 3. juli 2019
Fransk popheltinde laver popmusik, der går på tværs af køn, internationale grænser og musikalske kategorier

Héloïse Letissier. Sikke et skønt navn, ikke? Lyder som nogen, der er skabt til storhed. Hun er faktisk allerede en stjerne. Og hun medbringer sine dronninger til et storstilet show.

Christine and the Queens er moderne pop med elementer af electro-pop, til tider bygget på subtile hip-hop beats, men i sandhed er Christine/Héloïse/Hendes Majestæt ganske genretrodsig. Hun er simpelthen fantastisk i sin egen nedtonede stil.

Med brug af video, performance og ikke mindst koreografi – indsæt hendes dansende dronninger – er Héloïse en sand kunstner med en markant stemme, en stærk sangskriver, som nok har reference i navn til det royale, men som i sandhed repræsenterer folket. Hun har tidligere kaldt sin egen musik for freakpop med ønske om at give en stemme til samfundets marginaliserede grupper.

Hendes debutalbum Chaleur Humaine blev først en megasællert i hjemlandet Frankrig, før verden krævede en genudgivelse. Og sikke en succes. I Storbritannien blev pladen blevet den mest solgte debut i 2016.

Hendes andet album med titlen Chris er en slags personlig rebranding. Væk er hendes lange lokker, hun udstråler en maskulin energi og udvisker kønnene. I hendes singleudspil "Girlfriend" synger hun "Yes sir, I am wet " og byder indenfor til en ikke-binær liderlighedsfest med bugtende keytar fra Cali-synth-magikeren Dâm-Funk (se lige videoen). Chris er en dobbeltudgivelse med engelske og en franske sprogversioner, som står fornemt frem hver for sig. Man kan høre ekkoer af 80'er-helte som Prince, Michael Jackson og især Madonna. Sidstnævnte er faktisk fan af Christine and the Queens.

Héloïse Letissiers forførelse er intellektuel og underfundig, og den undergraver kønsnormerne og popkulturens imperialisme (sådan, Frankrig!) samtidigt.