KONVENT DK

Favoriser
Scene
Rising
Show
18:30
Søndag 30. juni 2019
Høj-energisk koncert
Djævleuddrivende doommetal fra hårdtslående kvartet

Sluk for solen! Når Konvent spiller, har vi brug for komplet mørke.

Deres tilgang til den laaaaangsomme og tunge doommetal synger om fortvivlelse og håbløshed – og den leveres med en energi, der hjælper dig med at uddrive alle de indre dæmoner.

Da bandet først fandt sammen tilbage i 2015, spillede de "Seven Nation Army" om og om igen, indtil de følte sig klar til at gå hårdere og tungere til værks. Alle fire medlemmer var fans af guitarriffs, og de fandt en fælles glæde i de gentagende, hypnotiske riffs fra doom.

I 2017 udgav bandet deres første demo. Fire sange fulde af nedstemte guitarer, growlen og en åben invitation til mørkets frembrud. Siden da har de spillet masser af shows og vundet et hav af fans, der foretrækker deres musik tung og langsom. Bandet er tilmed endt på forsiden af Politikens iByen-sektion.

Vokalist Rikke Emilie List har sagt, at når hun går på scenen, ønsker hun ikke at lyde som en kvinde eller en mand – men som "et fucking monster". Mission fuldført. Konvent er kollektivt et monstrøst band! De har i øjeblikket travlt med at indspille nyt materiale, som snart ser dagens lys (æh... mørke!).

Kom over og hør Konvent frigøre dine indre dæmoner, når de indtager Rising-scenen på Roskilde Festival 2019.