LA DISPUTE

Favoriser
Scene
Pavilion
Show
22:00
Torsdag 4. juli 2019
Historiefortællende post-hardcore grubler over livet, døden, sorg og kærlighed

Jordan Dreyer fra La Dispute definerede sin scene, da han halvt i sjov erklærede sit band som del af 'The New Wave af Post-Hardcore'. 'Bølgen' består af venner og scenefæller som Touché Amoré, La Dispute, Title Fight og Pianos Become the Teeth.

Før La Dispute blev dannet, var Dreyer forfatter og havde aldrig sunget i et band. Hans tekster og vokalstil blev en signatur for gruppen helt fra begyndelsen. Den lænede sig ofte mod en 'spoken word'-stil a la hans skrevne poesi og prosa for så at arbejde sig hen mod nogle forløsende halvskrig. Musikken leverer florlette og hektiske riffs og en myldrende rytmegruppe. Dynamisk og i sig selv fortællende.

La Disputes forrige fuldlængde, Rooms of the House, er et konceptalbum, hvor en mand oplever et katastrofalt brud, og han efterlades for at finde ud af, hvad der gik galt. Dreyers tekster er fyldt med prosa og poesi.

Bandets nye album, Panorama, er en rejsebeskrivelse gennem sorg, og den inviterer også til fortrolige lyttestunder, som var den en bog. På Panorama fremstår La Dispute (atter) som en tight enhed med det ene mindeværdige groove efter det andet. Guitarer, bas og trommer flyder sømløst sammen, nærmest med en indbygget spontanitet. 

Michigan-gruppen har fået sig et dedikeret følge på baggrund af de dystre, kunstfærdige sange.

Når de spiller live, taler/skriger fans hvert eneste ord tilbage mod Dreyer, som fægter og ryster foran mikrofonen. Den begejstrede reaktion får kun hans i forvejen dødsensalvorlige fortællinger – f.eks. om et skuddrab i hjembyen Grand Rapids eller om da en bro over Mississippi-floden kollapsede – til at føles mere vægtige.

Gør klar til historietime tilsat store følelser og intelligent rockmusik, når La Dispute spiller på Roskilde Festival 2019.