SONS OF KEMET XL

Favoriser
Scene
Pavilion
Show
00:15
Fredag 5. juli 2019
London-baseret jazzkvartet hylder sorte kvinder og angriber monarkiet

Shabaka Hutchings siges at være den første engelske jazzmusiker, som er kommet på globale læber. Her er en slags modstykke til den Kendrick Lamar-hyldede Kamasi Washington i USA.

Med rødder i det afro-caribiske er MOBO-prisvindende Sons of Kemet blot ét af Hutchings’ ​​tre nuværende bands (et andet er electro-space-jazz-gruppen The Comet Is Coming, som... tadaa... også spiller på Roskilde Festival 2019!).

Sons of Kemet er en ukonventionel kvartet udgjort af Hutchings' tenorsax, to trommeslagere og en tuba. De udgives på John Coltranes gamle amerikanske label Impulse!, og deres opsætning harmonerer med det historiske selskabs revolutionerende tradition skabt af John og Alice Coltrane, Pharoah Sanders m.fl.

I 2018 udgav Sons of Kemet deres tredje album, Your Queen Is a Reptile, til storrosende anmeldelser (faktisk endte pladen helt i toppen på The Wires årsliste). Og man forstår så sandelig hvorfor! Bandet brager igennem med et ubarmhjertigt tempo, med legende referencer til Illuminati-konspirationsteorier om det britiske monarki, og de fremstiller deres eget valg af alternative dronninger i samme proces (bare se sangtitlerne på pladen). Med Your Queen Is a Reptile leverer Sons of Kemet et musikalsk angreb, der har givet bandet en nominering til den eftertragtede Mercury Prize og et ry for deres gnistrende, politiserende liveshows.

Man ser unge publikumsskarer danse til disse lyde. Betyder det, at jazzen er ved at genoplive sig selv – eller måske finder den snarere en rytmevenlig form til yngre generationer, der ser stort på genreskel? Altså, ligesom det fantastiske Roskilde-publikum? Sons of Kemet står i spidsen for sådan en bevægelse. Og lytter du med et åbent sind, vil de blæse dig omkuld!