SUSHI X KOBE NO

Favoriser
Scene
Apollo
Show
14:00
Fredag 5. juli 2019
Kompromisløs rapduo fra Norge skruer op for niveau og ambitioner

Meget er sket, siden Kristoffer Uthaug og Emir Hindic mødtes første gang i 2013, opdagede en fælles smag for japansk mad og Atlanta-rap og besluttede at danne den rapkæftede rapduo Sushi x Kobe.

De to rappere fra Bergen i Norge er blevet en komet på den norske urbanscene. Med energiske beats og lejlighedsvis rå tekster er Sushi og Kobe blevet nogle af de mest fremtrædende kunstnere inden for deres felt i hjemlandet (både sammen og hver for sig).

Halvvejs gennem deres 20'ere har Bergen-duoen har nået en kreativ platform, hvor alt bare spiller for dem.

2018-albummet Døden lever lengst er fuld af hårde, hoppende og dansable lyde, og det inviterer lytteren ind i en lydmæssigt udfordrende oplevelse. Albummet er fyldt med refleksioner fra et ungt liv, som sikkert stadig føles som en evighed. Det er blevet kaldt "en kompromissløs finger til resten av rap-Norge".

Døden lever lengst er også en slags indkapsling af deres liveenergi. For livescenen er stedet, hvor duoen virkelig skinner igennem – eller skulle vi sige 'eksploderer'. Deres aggressive festenergi virker bare, når de spiller koncert. Det er ikke så mærkeligt, at bandet har høstet topanmeldelser i deres hjemland. Og de provokerer også, hvilket har ført til nogle kontroverser omkring deres sangtekster (i stil med hvad vi oplevede herhjemme med Suspekt).

Duoen spillede første gang på Roskilde Festival i 2015 på vores talentscene Countdown og gæstede også Emil Stabils koncert i 2017.

Nu er de er klar til hovedprogrammet i eget navn.