VAMPIRE WEEKEND US

Favoriser
Scene
Orange
Show
19:30
Fredag 5. juli 2019
Indiebandet, der endte med at indtage hitlisterne og hive priser hjem, er tilbage på Roskilde Festival. Bare rolig, de bider ikke.

Med en blanding af indierock og upbeat, afropop-inspirerede melodier og rytmer voksede Vampire Weekend sig gradvist fra at være musikblog-darlings til at blive et hitlistetoppende, Grammy-vindende band, der bidrog til at definere lyden af indiemusik i de sene 2000'ere og 2010'ere.

Vampire Weekend startede som indie-moderniseringen af 80'er-forgængere som Paul Simon (Graceland) og Talking Heads (Stop Making Sense), og de har siden inkorporeret elementer fra bl.a. ska og hip-hop.

Vampire Weekend blev faktisk det første indierockband, som havde to plader lige efter hinanden (Contra fra 2010 and Modern Vampires of the City fra 2013), som gik nummer ét på Billboard Hot 100.

Modern Vampires of the City endte med at blive en altdominerende succes med sin glansbilledagtige, smukt afbalancerede og fængslende popmusik. Den endte også med at toppe talrige årslister (vi spår, at den også vil ende på mange lister over årtiets bedste plader, når 2010'erne er ovre).

Tidligt i 2019 afslørede Vampire Weekend det første parti af sange i næsten seks år. Mon ikke de ender på det kommende fjerde album, Father of the Bride? Bandet har afsløret, at albummet, deres fjerde, vil rumme en bred vifte af samarbejdspartnere.

Det er ni år siden, at Vampire Weekend sidst spillede på Roskilde Festival . Siden da har de sagt farvel til stiftende medlem Rostam Batmanglij, og de har ombygget og forbedret deres live-setup. De spiller nu som en fuldgyldig syvmandsgruppe. Forsanger Ezra Koenig, trommeslager Chris Thompson og bassist Chris Baio får nu følgeskab af multiinstrumentalist Greta Morgan, guitarist Brian Roberts, keyboardspiller Will Canzoneri og percussionist Garrett Ray.

Når Vampire Weekend vender tilbage til Roskilde Festival, vil de medbringe en sætliste, som både vil skue tilbage på deres tidligere glorværdige sange og omfatte nogle nye numre, der viser vejen frem for dette newyorkerband.