18 NYE NAVNE OFFENTLIGGJORT

PUBLICERET TORSDAG 29.11.2018

I sidste uge tilføjede vi Robyn til programmet, og nu er vi klar med 18 nye navne til Roskilde Festival 2019.

Poppens nye ansigter

Christine and the Queens er et af tidens mest interessante popnavne. Den franske stjerne er ikke kun et kæmpe talent men også en vigtig queer-rollemodel. Dette kan blandt andet ses i titlen på hendes nye album, Chris: Christine and the Queens er pop, der transcenderer køn, internationale grænser og musikalske kategorier.

Hendes debutalbum, Chaleur Humaine, blev det bedst sælgende debutalbum i Storbritannien tilbage i 2016, og hendes nye album har både toppet hitlisterne i hjemlandet Frankrig og Independant Albums chart i Storbritannien.

De selvudnævnte boyband-hiphoppere Brockhampton har også stiftet bekendtskab med toppen af hitlisterne: Deres nye album debuterede som nummer 1 på Billboard 200 Album chart. Bandet er et af USA’s bedste live acts med en fantastisk evne til at forene hiphop og pop. Der er ingen tvivl om, at de nok skal gøre hiphop sjovt igen.

Britiske partystartere

Mens vi venter på deres nye album, kan vi fortælle, at de britiske legender Tears For Fears er klar til at spille på Roskilde Festival for første gang nogensinde. Fans kan glæde sig til hits som Shout, Everybody Wants to Rule the World, Change, Head Over Heels, Mad World og Woman in Chains. Jungle har tidligere spillet på Roskilde Festival i 2015, hvor de – ifølge dem selv – spillede en af deres vigtigste koncerter nogensinde.

Flohio – endnu et indslag fra den britiske lejr – vil lyse tingene op med sit mash-up, hvor hun mixer grime med industrial techno, clubby hiphop og meget mere. Den 25-årige rapper er en af flere fremtidige hiphop-stjerner, der er blevet offentliggjort til Roskilde Festival 2019, hvor også Octavian, Denzel Curry og Joey Purp gearer op til deres første optræden på festivalen.

Skrøbelige ikoner og no-nonsense thrashers

I kølvandet på deres anmelderroste nye album vender Spiritualized tilbage til Roskilde Festival for at tryllebinde en ny generation af lyttere. Svenske Neneh Cherry er utvivlsomt en af popmusikkens mest mangfoldige kunstnere på nuværende tidspunkt, hvilket blot er en af grundene til, at hun blandt andet har inspireret Robyn.

De der leder efter mere guitar, rystende forstærkere og shredding kan se frem til at straffe sig selv med hardcore-legenderne Converge. Er behovet for et frontalt angreb endnu større, kan man også opleve Texas-thrasherne Power Trip.