OPLEV WHEN SAINTS GO MACHINE I NY, ISCENESAT RAMME PÅ BETTY NANSEN TEATRET

PUBLICERET MANDAG 18.3.2019

Lørdag den 11. maj iscenesættes den danske gruppe i et særligt koncertformat. Billetsalget starter fredag 22. marts.

When Saints Go Machine er tredje udgave af et koncertformat, hvor Roskilde Festival håndplukker kunstnere, Betty Nansen lægger scenografi til, og teaterets kunstneriske leder Elisa Kragerup instruerer.

Koncerten foregår i scenografien til teaterforestillingen I ET FORHOLD, hvor kunstnerkollektivet Sort Samvittighed har indtaget scenen med svævende tulipaner, koboltblå bomuldsbuske og metervis af tyl. For en aften træder When Saints Go Machine ind på scenen, hvor bandets mere afdæmpede udtryk skal samspille med Sort Samvittigheds ekspressive udtryk.

When Saints Go Machine startede som en elektronisk kvartet i 2007, men blev for nyligt til en trio med Nikolaj Manuel Vonsild i front og Silas Moldenhawer og Jonas Kenton bag knapper, computere og keyboards. Siden debutalbummet Ten Makes a Face fra 2008 har de været synonym med melankolsk elektronisk pop i konstant udvikling. When Saints Go Machines kommende fjerde album følger op på Infinity Pool fra 2013.

Med When Saints Go Machine Iscenesat kan du derfor se frem til en ny type koncertoplevelse, hvor musik og teater støder sammen i et nyt, uforudsigeligt møde!

Hvis du gerne vil se When Saint Go Machine i disse særlige rammer, så hold dig klar, når billetsalget starter fredag d. 22. marts kl. 10 via bettynansen.dk. En billet koster 250 kr. inkl. gebyr, for studerende 175 kr. inkl. gebyr.