VIL DU VÆRE MED TIL AT UDVIKLE DEN MÅDE ROSKILDE FESTIVALS FRIVILLIGE SOCIAL MEDIA TEAM OPERERER PÅ UNDER FESTIVALEN?

Kan du ikke lade være med at optimere den måde, du og andre arbejder på? Brænder du for at skabe arbejdsrammer, der engagerer og motiverer andre til at yde deres bedste? Interesserer du dig for sociale medier? Så er du måske vores nye frivillige ildsjæl i Social Media Operations til Roskilde Festivals Digital & Social Media team. 

OM OPGAVEN

Som frivillig ildsjæl i Social Media Operations skal du i samarbejde med andre ildsjæle sikre opbygningen af et fuldt funktionelt team af 32 timers festivalfrivillige, som på baggrund af en fastlagt content strategi, skal levere engagerende content på de sociale medier under Roskilde Festival. Din primære opgave vil være at skabe gode rammer for de festivalfrivilliges arbejde, herunder: 

  • At de festivalfrivillige bliver klædt godt på til at løse opgaverne 
  • At der er gode processer for, hvordan de skal arbejde, og at de understøttes af de rigtige værktøjer
  • At den måde, der arbejdes på under festivalen, løbende bliver evalueret og optimeret 
  • At de festivalfrivillige kan eksekvere på det content, der er planlagt, og samtidig navigere i og handle på uforudsigeligheder 
  • At det er sjovt, lærerigt og fagligt udfordrende at være festivalfrivillig 

Som frivillig i Roskilde Festival bliver du en del af af et stærkt socialt fællesskab, hvor du vil få masser af erfaring og mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt. Som frivillig ildsjæl er du engageret hele året og bidrager til både udvikling og planlægning, og er med til at forløse dette med teamet af frivillige under festivalen. 

OM DIG

  • Du er god til at skabe overblik og har samtidig blik for detaljerne 
  • Du er empatisk og en god formidler 
  • Du er struktureret og kan samtidig navigere i det uforudsigelige og til tider kaotiske 
  • Du har et teknisk mindset og forstår, hvordan teknologi understøtter arbejdsprocesser 
  • Du har enten faglighed inden for digital content produktion eller evnen til hurtigt at sætte dig ind i specialiserede fagområder 
  • Du synes, at sociale medier er et spændende og værdiskabende kommunikations- og markedsføringsværktøj og du har måske allerede erfaring med at opbygge en lignende social media indsats ifm. store events 
  • Du har enten et stort kendskab til Roskilde Festival eller er ivrig efter at lære organisationen at kende 

Erfarne profiler og flotte CV'er er mere end velkomne, men det ikke et krav. Vi vægter egenskaber og passion højere end noget andet.

INTERESSERET?

Send en en mail med et par ord om dig selv og din erfaring samt et CV/LinkedIn-link til dsm@roskilde-festival.dk. Notér emnefeltet i mailen med “Ansøgning: Social Media Operations ildsjæl”. 

Vi håber at finde den rette til rollen hurtigst muligt, og derfor vil vi kontakte ansøgere løbende for en snak om opgaverne og den frivillige indsats. Vil du vide mere er du velkommen til at skrive til teamleder Christoffer Nors på christoffer.nors@roskilde-festival.dk

OM ROSKILDE FESTIVALS DIGITAL & SOCIAL MEDIA TEAM

I teamet Digital & Social Media vil du blive en del af et dedikeret hold af dygtige og passionerede frivillige ildsjæle, der står for at tegne Roskilde Festivals ansigt udadtil og du vil i høj grad komme til at sætte dit præg på festivalens digitale tilstedeværelse. Tempoet er lige så højt som ambitionerne, og vi sætter en ære i at skabe en god og hyggelig stemning i teamet med plads til masser af sparring og personlig udvikling. Vi mødes til arbejdsdage ca. hver anden måned. Derudover kan der være møder og opgaver af varierende frekvens. Forvent et peak i indsatsen op til og under festivalen.

Digital & Social Media teamet består af to undergrupper, der har hvert deres fokus inden for opgaven: Social Media Operations, som definerer, implementerer og optimerer de processer, roller & ansvar samt værktøj, der gør det muligt for Roskilde Festivals festivalfrivillige at eksekvere på den fastlagte content strategi under festivalen, og Social Media Content, som udvikler strategien for Roskilde Festivals social media presence under festivalen samt udvikler og sikrer, at det content, der udkommer, er inden for strategien.