onsdag 03.03.10 Tre solide hiphop-navne til RoskildeDe sidste uger har budt på masser af rock, men mindre rap og storbybeats. Det ændrer sig i dag. Vi har denne sæsons første hiphop-navne klar. Tre navne som alle inkarnerer integritet, originalitet og et selvstændigt greb om en af tidens stadig mest vitale genrer. BROTHER ALI (US) er et af de stærkeste indslag på den alternative hiphop-scene. Han tager tekstlige snapshots af sociale problemer som kriminalitet og hjemløshed. Den tætte strøm af emner og problemer gør heldigvis aldrig hovedet tungt for publikum. Albino-rapperens flammende tirader hviler på en makronbund af lækkert orkestreret soul-musik. KASPER SPEZ (DK) giver den som anderledes tænksom og boheme-romantisk mc, der i sit udtryk trækker lige så meget på C. V. Jørgensen som Sage Francis. Han skildrer livet i 20’erne hudløst ærligt, så mange vil nikke genkendende til historierne om tømmermænd og hovedløse byture. En organisk hiphop-oplevelse – med garanti også for publikummer, der ikke bryder sig om bling og omvendte kasketter. TECH N9NE (US) står som en af undergrund-hiphoppens mest succesfulde navne. Få har et flow som den amerikanske mc, der med uhyggelig præcision kan skifte mellem sønderknusende hyperhastighed og kravlende slowmotion i sin rap. Tech N9ne væltede nærmest Pavillon-scenen i 2006, og lige siden har mange drømt om en genkomst. Denne våde hiphop-drøm bliver hermed en realitet – til glæde for gamle fans og den gode håndfuld af nykonvertitter, som blev lokket med i folden sidst. Mere i næste uge | ![]() Tech N9ne er en af undergrund-hiphoppens mest succesfulde navne. Han melder klar til Roskilde 2010. |

Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.










Skriv en kommentar
LOG PÅ HER
Redigér profil