Lister

Af Cathrine Rodalgaard

”En koncert er en visuel oplevelse. Folk kommer jo med åbne øjne. Derfor skal der også være noget at se,” siger Karin Dreijer Andersson.

Som den ene halvdel af den svenske søskendeduo The Knife har hun været med til at sprænge rammerne for, hvordan en koncert kan udformes, og hvordan publikum ser og oplever musikken live.

Under aliasset Fever Ray fører Karin Dreijer Andersson elementerne fra The Knifes skarptskårne electronica videre. Men hun dykker også dybere ned i deres blæksorte, musikalske mørke og leger med det gennemførte visuelle udtryk, der var med til at definere The Knife.

Sammensmeltning af billede og lyd

”Jeg har arbejdet bevidst med en sammensmeltning af billede og lyd,” forklarer hun om tankerne for udformningen af hendes livekoncerter.

”Jeg har ønsket at finde et visuelt udtryk for musikken – en krop der kunne rumme alt det, der findes i den.”

Fever Rays musikalske krop er blevet iklædt den svenske musikvideoinstruktør Andreas Nilssons live-iscenesættelse, hvor skarpe laserstråler skærer gennem musikkens dystre synth-pop. Imens svæver Karin Dreijer Andersson selv over scenen som en shamanlignende skikkelse, delvist maskeret bag sin udklædning.

For den visuelle iscenesættelse er ikke kun vigtig for at skabe den rette stemning over for hendes publikum: Den er også vigtig for hende selv.

”Når jeg tager et kostume på, så bliver jeg bedre på scenen. Det hele bliver meget mere direkte og virkeligt, når man går ind i rollen og dermed ind i musikken.”

Musikken som parallelverden

For Karin Dreijer Andersson er musikken ikke bare en visuel, men også en eksistentiel parallelverden. Den er et frirum, hvor hun kan ophøre med at være Karin, kvinde og mor til to, for i stedet at bevæge sig ind i en anden virkelighed.

”Musikken handler for mig om idéer, tanker, fantasier og historier. Musikken er en idéverden, hvor man kan lave om på alt det, man synes er forkert i den virkelige verden,” forklarer hun.

I sin musik ophæver hun skellene mellem både det traditionelt maskuline og feminine, det elektroniske og organiske og mellem virkelighed og fantasi. Ikke kun ved at bære masker og dermed sløre grænsen mellem hendes egen person og sit musikalske alter ego. Men også ved at forvrænge og manipulere sin stemme elektronisk, så hun det ene øjeblik lyder som en mand, det næste som en maskine og det næste igen som en mytologisk sirene.

”Virkeligheden er så fuld af regler – af ting man skal forholde sig til. Musikken er et af de få steder, hvor der ikke er nogen regler. Derfor føler jeg en særlig frihed, når jeg arbejder med musik. Dér kan jeg gøre hvad som helst.”