Lister

Af Emil Svendsen

Rockmusikken har fra sin begyndelse været i opposition til en bedsteborgerlig kristen moral, og en del af denne modstand er en flirt med det djævelske. Skandinavisk metal har en særstatus i forhold til dette: Danske King Diamond (tidligere Mercyful Fate) var den første heavy-musiker, der bekendte sig som troende satanist. Også Sverige og i særdeleshed Norge kom på alles læber i de tidlige 90’ere med fremkomsten af black metal og nogle black metal-musikeres mord og afbrændinger af norske trækirker.

De snart 20 år gamle forbrydelser i Norge er noget, de færreste metalhoveder vil forsvare, og det er en vigtig pointe i forhold til, hvor dybt det djævelske stikker – også selvom både musikere og fans stadig leger med det okkulte i billeder, påklædning og tekster.

Roskilde Festival og de sorte drenge

Årets program på Roskilde Festival byder på tre skandinaviske navne, der viser  forskellige holdninger inden for metal. Skånske Darkane kalder godt nok deres seneste plade for Demonic Art – men ud over at der nævnes forvredne sjæle og onde guder i teksterne, er der ikke meget der tyder på, at bandet bruger det okkulte som andet end en farve på heavy-palleten.

Mere alvorligt bliver det for stockholmske Amon Amarth, hvis tekster beskæftiger sig med scener fra den nordiske mytologi. Forsanger og tekstforfatter Johan Hegg er imidlertid ikke troende men erklæret ateist, hvilket han gjorde klart, da Roskilde Festival mødte ham inden efterårets koncert i Valbyhallen. Men han mener dog, at de gamle nordiske fortællinger og kvad indeholder nogle leveregler, som stadig er relevante i dag.

Norske Satyricon er nok det band på programmet, som er mest tvetydige omkring det okkulte. Bandet var en del af den norske black metals opblomstring tilbage i de tidlige 90’ere – og er hvis ikke et satanisk band, så i hvert fald været et stærkt antikristent et af slagsen.

Frontmanden Satyr har imidlertid aldrig været erklæret satanist, men er dog noget ulden omkring troen på ”mørket” eller ”de mørke kræfter.” I nogle interviews afviser han pure at tro på noget, i andre udtrykker han en tro på eksistensen af mørke kræfter.

Fællesskab og djævletegn

Det okkulte stikker i virkeligheden ikke særlig dybt i skandinavisk metal, fordi langt fra alle musikerne eller fansene nødvendigvis er særligt troende, når det kommer til stykket. Mange af dem er – som så mange andre i Norden – mere eller mindre ateister.

Hvis der i skandinavisk metal er tale om en videreførelse af rockens oprør, er det ikke så meget mod kristendommen som sådan, men snarere et kulturelt modsvar til livet i de gennemregulerede skandinaviske velfærdsstater, som er styret af idealet om det gode og fornuftige liv. Flirten med billeder på det onde og legen med galskaben i den forvrængede musik, bliver med andre ord et frikvarter fra kravet om at leve et fornuftigt liv – og det er i sig selv frisættende at kunne finde et sådant ’hul i hegnet’.

Der er derfor ingen grund til at lade djævlehornene blive i lommen eller i øvrigt mistænke nabolejrens sortklædte svenskere for et intimt forhold til fanden selv – headbanging, circlepits og ølinduceret lykke er simpelthen frikvarteret fra en nærmest absurd fornuftsbetonet hverdag. Og det er selve indbegrebet af, hvad det vil sige at være til festival.