Coldplay optrådte på Roskilde Festival 2009. Foto: Steffen Jørgensen

Musikken på Roskilde

Roskilde Festival gør en dyd ud af at præsentere musik, der kan leve op til publikums høje forventninger – hvad enten det er aktuelle stjerner, legendariske grupper, stilskabere, fornyere eller en kombination af ovennævnte.

Alle slags genrer fra alle afkroge af verden er repræsenteret, og de optrædende kunstnere spiller lange sæt – mindst en time på de små scener og ofte 90 minutter sæt på de store scener. De længere koncerter gør musikoplevelsen på Roskilde Festival fundamentalt forskellig fra de fleste konkurrerende festivaler i Europa.

Et andet karakteristisk træk ved Roskilde Festival er pauserne mellem koncerterne, som giver publikum en langt mere tilfredsstillende og harmonisk festivaloplevelse.

Endelig er et særkende ved Roskilde Festival opmærksomheden på lyd og lys. Med førsteklasses lyd, lys og visuals som en integreret del af musikoplevelsen adskiller vi os positivt fra mange andre udendørs musikarrangementer.

Roskilde Festival  har gennem årene præsenteret navne som Arcade Fire, Arctic Monkeys, Beastie Boys, Björk, Black Sabbath, David Bowie,  Solomon Burke, Nick Cave & The Bad Seeds, The Chemical Brothers, Coldplay, The Cure, Bob Dylan, Faith No More, Foo Fighters, Guns N’ Roses, Iron Maiden, Jay-Z, Grace Jones, Judas Priest, The Killers, Kings of Leon, Korn, Kraftwerk, Marilyn Manson, Bob Marley, Metallica, Muse, My Bloody Valentine, New Order, Nirvana, Queens Of The Stone Age, Radiohead, Rage Against The Machine, Rammstein, Red Hot Chili Peppers, Slayer, Slipknot, The Streets, The Strokes, Talking Heads, Tiësto, Tool, U2, Robbie Williams, Roger Waters, Kanye West, The White Stripes, The Who, Brian Wilson, Wu-Tang Clan, Neil Young og mange mange flere.

Musikalske overraskelser og et indblik i morgendagens trends – kombineret med de helt store stjerner til at levere fællesoplevelsen – er, hvad der år efter år tiltrækker et stort, internationalt publikum.

Nye navne føjes løbende til programmet

I modsætning til mange andre festivaler offentliggør Roskilde Festival ikke hele sit musikprogram på én gang. Vi løfter typisk sløret for det første navn i begyndelsen af året eller december måned - og derefter offentliggøres nye navne gennem vinteren og foråret.

Onsdag betyder ofte nye musiknavne på programmet i festivalsæsonen.  Det ved tusinder af dedikerede Roskilde-publikummer, som klikker sig ind på hjemmesiden. Det samlede program byder på omkring 150 kunstnere.

Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.