torsdag 29.10.09 Hiphop-gruppe måtte ikke komme ud af GazaI denne uge løber verdensmusikbegivenheden Womex af stablen i København. I den forbindelse skulle den palæstinensiske hiphop-gruppe Darg Team have optrådt – men fordi de kommer fra et kriseramt område, er de blevet offer for politiske konflikter. Darg Team havde vundet en hiphop-talentkonkurrence, og som præmie fik de lov til at optræde på Palestine Festival og at komme på en koncertturné i Danmark. Konkurrencen var del af en række aktivitetstiltag i et nyligt etableret hiphop-center i Gaza. Initiativtager er Center for Kultur og Udvikling (CKU), som har til formål at indarbejde kulturområdet i den danske udviklingsbistand, og som Foreningen Roskilde Festival i foråret donerede 1 million kroner til. Måtte ikke komme ud af Gaza "Vi havde hyret en person til at sørge for, at alle tilladelser faldt på plads mht. visum og udrejse. Langt henad vejen gik det også fint: Der var sørget for visum til Danmark, Hamas havde givet tilladelse til udrejse, og det var blevet aftalt, at den danske ambassade i Ægypten skulle hente bandet," siger Morten Gøbel Poulsen, projektleder hos CKU. Den palæstinensiske gruppe havde ventet i 14 dage på, at porten ved den ægyptiske grænse skulle åbnes. Og da den endelig gjorde, var det kun for at lade pilgrimme komme igennem – og altså ikke et hiphop-band fra Gaza. "Der gik politik i den" "Der gik simpelthen politik i den dernede. Den danske ambassade i Ægypten har ellers været utroligt behjælpelig. Problemet har dog ligget i, at de skulle indhente tilladelse fra det ægyptiske udenrigsministerium – og det er her, at alting er gået i stå," vurderer Morten Gøbel Poulsen. Han understreger dog, at der arbejdes videre med projektet. "Vi har netop fået grønt lys for, at Darg Team kan komme ud af Gaza den 2. november. Herfra rejser de til Schweiz, hvor de skal være en måned. Vi vil arbejde for efterfølgende at få nye koncertdatoer på plads i Danmark," slutter han. | ![]() Darg Team havde vundet en hiphop-talentkonkurrence og skulle bl.a. på en koncertturné i Danmark. Men de kunne ikke komme ud af Gaza. |

Ophavsretten tilhører Roskilde Festival.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.










Skriv en kommentar
LOG PÅ HER
Redigér profil