Støtte til blågule busser, unge drømme og kunstnerisk frihed

I 2022 donerede vi overskuddet til gavn for sårbare unge, mennesker på flugt fra Ukraine, klimaaktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Når du deltager på Roskilde Festival, er du med til at forbedre livskvaliteten for mange mennesker verden over. 

To års aflysninger satte en rigtig kedelig dæmper på vores muligheder for at støtte formål, der især gavner børn, unge og kulturelt arbejde.  

Men efter et historisk år og et brag af en festival er vi i gang igen.  

Scroll ned og se hvem der modtager festivaloverskuddet, og dyk ned i hvordan vi i de kommende år vil bruge overskuddet på at give unge drømme liv.

Foto: Blue Yellow Buses

Donationer til blågule busser og politisk mod

Efter det frygtelige russiske angreb på Ukraine donerede vi 350.000 kroner til Blue Yellow Busses, som en frivilligt drevet forening, der hjælper ukrainske flygtninge med at finde sikkerhed i Danmark

Vi støttede Den Grønne Ungdomsbevægelse med 250.000 kroner i deres kamp for at skabe en grøn og retfærdig fremtid, og vi donerede 300.000 kroner til Rapolitics, som styrker unges holdningsdannelse, selvværd og politiske mod gennem hiphop og kunstnerisk aktivisme.

Vi donerede også midler til elevbevægelsen Operation Dagsværk (28.000 kr.), foreningen Another Life (40.000 kr.) og talerskolen RØST (25.000 kr.). 

I december tog vi hul på det næste kapitel i vores donationsarbejde med vedtagelsen af vores nye uddelingspolitik ’Vi giver unge drømme liv’. Det betyder, at festivaldonationerne i de næste tre år skal skubbe på unges indflydelse og nye idéer for en mere bæredygtig verden – både klimamæssigt, socialt og kulturelt. 

Læs mere her, hvor vi fortæller om, hvordan vi vil give unge drømme liv!

Med en Making A Change-billet støtter man direkte Ungdommens Røde Kors' forebyggende og sociale indsatser for unge i psykiatrien i Danmark. Foto: Charlotte Quizau.

Støtte til unge i sårbare livssituationer

Frivillige rundt om i landet gør hver dag en kæmpe forskel for andre. Nogle af dem blev hyldet på årets Frivillig Fredag.

Her donerede vi midler til værestedet PLEXUS for ensomme unge i Roskilde og til Café Frigear, en café på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Roskilde. Her kan unge indlagte for en stund være frie for den sygdom og behandling, som fylder meget i deres hverdag. 

Du kan også selv gøre en forskel for unge i sårbare livssituationer. Da vi i efteråret satte 2023-billetterne til salg, gik vi sammen med Ungdommens Røde Kors om en særlig donationsbillet, som vi kalder Making a Change.

Making a Change fungerer ligesom en partoutbillet, men giver dig mulighed for at donere 200 kroner oven i billetprisen. Donationen går ubeskåret til Ungdommens Røde Kors’ indsatser for unge i psykiatrien – blandt andet med at drive caféer, hvor triste spekulationer kan skiftes ud med følelsen af glæde, fællesskab og frihed.

Foreningen Roskilde Festival donerer hele det økonomiske overskud fra Roskilde Festival til initiativer, der især gavner børn, unge og kulturlivet.

Efterlysning: Hvem skal modtage overskuddet?

Vi er langtfra færdige med at donere årets overskud. Vi kender først det endelige resultat fra Roskilde Festival 2022 til foråret, når bestyrelsen fremlægger tallet for Foreningen Roskilde Festivals medlemmer på den årlige generalforsamling.

Men overskud bliver der! Og vi vil rigtige gerne have hjælp til at finde de rette modtagere.

Lige nu – og frem til 23. januar – efterlyser vi donationsansøgninger fra foreninger og organisatorer i et Open Call.

Vi er især nysgerrige på at høre om initiativer, som tester nye idéer og demonstrerer stærke sammenhænge mellem kunst, kultur og unges trivsel.

Hyldest til menneskerettigheder og kunstnerisk frihed

Sammen er vi stærkere. Vores velgørende indsatser handler også om at gå sammen med andre for at styrke fællesskaber, kreativitet og aktivisme. Tilbage i 2019 var vi derfor med til at stifte Menneskerettighedsalliancen med blandt andre Amnesty International Danmark og Ungdomsbureauet.

Så gik der corona og nedlukning i den (OK, ikke mere snak om det!), og i sommer kunne vi i selskab med med hiphop-netværket Rapolitics og Institut for Menneskerettigheder endeligt åbne for RE:ACT HUMAN RIGHTS.

Som du kan se i filmen ovenfor, var det en vibrerende platform midt i campingbyen, hvor unge aktivister hævede stemmerne for mere ligestilling, spiddede patriarkatet og zoomede ind på oprindelige folks rettigheder og kunstnerisk frihed. 

Alt sammen i menneskerettighedernes og demokratiets tegn som en hyldest til den kunstneriske frihed til at udtrykke sig.

Alliancen fortsætter, for den politiske opbakning til menneskerettighederne vakler verden over, og alt for mange børn og unge kan ikke nævne én eneste menneskerettighed. Så følg med ovre på Instagram.