PRAKTISK INFORMATION OM TOUR DE FRANCE

Lørdag 2. juli er sidste dag på Roskilde Festival 2022. Denne dag køres der også 2. etape af Tour De France, som starter i Roskilde og passerer forbi tæt ved festivalen.

Det vil påvirke motortrafikken på vejene i så markant grad, at vi forventer, at den vil bryde helt sammen. Vi henviser til Tour De Frances egen trafikside.

Vores generelle råd til dig, som enten skal til eller fra Roskilde denne dag, er at lade bilen blive hjemme. Vi kan ikke stille nogle garantier trafikalt.

Hvis du skal til og fra Roskilde Festival, anbefaler vi dig at tage toget. Der kører shuttle-tog mellem Roskilde Station og Roskilde Festival (festivalstationen er på camping West). Du køber billet til toget på perronen.

Hvis du er gående eller cyklende til/fra festivalen, må du gerne passere vejene på ruten, når der ikke er trafik. Hvis du alligevel vælger at ankomme i bil, så skal du køre mod Roskilde Festival fra syd. Kør ad Køge Bugt Motorvejen (E20), og kør af afkørsel 29 ved Greve S.

Vil du gerne se Tour France?

Hvis du gerne vil se cykelløbet, så henviser vi til fanzonen i Lejre. Den kan tilgås via Darupvej, hvis du skal ud fra Roskilde Festival. Alternativt er der oprettet en Fanzone på Musicon, hvor der også er storskærm. Du kan forvente, at politiet vil lukke tunnelen ved Darupvang under Holbækmotorvejen, så vi anbefaler ikke at gå dén vej.

I Dream City har campen Olympics i år Tour De France som tema og viser ugen igennem historiske etaper med danske vindere på storskærm samt 1. og 2. etape af touren, når den køres i Danmark.

Festivaldeltagere kan finde Olympics i Dream City H54, og man er meget velkommen til at kigge forbi og dele glæden over verdens største cykelløb.