TAL OG FAKTA: ROSKILDE FESTIVAL 2022

Generelt

  • Festivalen finder sted fra lørdag 25. juni til lørdag 2. juli 2022
  • Der er 208 musiknavne på programmet, mens et væld af kunstnere, forfattere, performere, talere, musikere, graffitimalere, arkitekter m.fl. bidrager til det samlede program.
  • De 10 scener hedder Apollo, Arena, Avalon, Countdown, Gloria, Mantra, Orange, Pavilion, Platform og Rising.
  • Festivalen i 2022 er den 50. festival, og den første fandt sted i 1971.
  • Deltagerantallet på over 130.000 gør Roskilde Festival til Danmarks fjerdestørste ’by’ målt i indbyggertal.
  • 85.000 har købt partoutbillet, mens cirka 20.000 har købt endagsbilletter. Festivalen er helt udsolgt.
  • I år satte festivalen 5000 ekstra partoutbilletter til Roskilde Festival 2022 til salg, forbeholdt unge under 25 år. To årgange af festivaldebutanter er blevet snydt for deres mulighed for at prøve at komme på Roskilde Festival pga. COVID-19-aflysninger. Festivalen har derfor lavet et billetsalg, der er solidarisk med deres situation og udfordring. Vi har af den grund omfordelt vores billetsalg, så der er blev plads til ’Under 25’-billetter, mod at der er lidt færre af andre deltagertyper.

Corona

  • Fejringen af festival nummer 50 er blevet udskudt to gange, da festivalerne i 2020 og 2021 blev aflyst på grund af coronapandemien.
  • 94 % af alle billetholdere valgte at overføre deres billet til festivalen fra 2020 til 2022.

Om deltagerne

Roskilde Festival 2022 er udsolgt, og 135.000 personer deltager i festivalens 50. udgave. Her har vi samlet statistik om deltagerne fra 2019:

  • 94 % af alle billetholdere valgte at overføre deres billet til festivalen i 2022.
  • Deltagerne er i gennemsnit 24 år gamle, og 19 procent deltager for første gang.
  • Kønsfordelingen er 54,5 procent mænd og 45 procent kvinder, mens 0,5 procent ikke definerer sig selv ud fra en binær kønsopfattelse.
  • 58 procent er singler, og 78 procent fortalte, at de efter deres tur på festivalen var blevet interesseret i ny musik.

Fakta om billetter

  • Langt størstedelen af deltagerne debuterer på Roskilde Festival, når de er under 25 år. Men med blot 5.000 refunderede partout-billetter i 2021 mistede endnu en ungdomsårgang chancen for at komme på deres første Roskilde Festival. Vi satte derfor 5.000 ekstra billetter til salg, der udelukkende giver adgang for unge unger 25 år.
  • Publikumskapaciteten er 85.000 partout-billetter og 20.000 endagsbilletter fordelt over dagene onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Ud af de 85.000 partout-billetter er 5.000 af dem tilegnet unge under 25 år.
  • Partout-billetter koster 2.250 kroner (+ gebyr).
  • Endagsbilletter koster 1.100 kroner (+ gebyr).
  • Billetter i alle kategorier er udsolgte.
  • Roskilde Festivals officielle billetleverandør er Ticketmaster.

Om organisationen

  • Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af cirka 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Siden 1972 har Roskilde Festival genereret 409 millioner kroner til udlodning.
  • Samlede udbetalte og disponerede udlodninger for Foreningen Roskilde Festival og Fonden Roskilde Festival fra 2016 til 2021: 2021: 2,3 mio., 2020: 28,2 mio., 2019: 18,6 mio., 2018: 31,5 mio., 2017: 24,9 mio., og 2016: 31,1 mio.
  • Alle der har været frivillige i forbindelse med Roskilde Festival med en indsats, der udløser et armbånd, kan blive medlem af Foreningen i det følgende år, deltage på den årlige generalforsamling og stille op til bestyrelsen.
  • Foreningen Roskilde Festival er en del af Roskilde Festival-gruppen sammen med Fonden Roskilde Festival.
  • Læs om Roskilde Festivals engagementer, donationer og organisering i årsskriftet.

Plads og arealer

  • Festivalområdet strækker sig over ca. 2.500.000 m². Det svarer til 350 fodboldbaner
  • Selve festivalpladsen måler cirka 420.000 kvadratmeter
  • Deltagerantallet på 135.000 gør Roskilde Festival til Danmarks fjerdestørste ’by’ målt i indbyggertal.
  • Deltagerne opsætter cirka 50.000 telte i campingbyen.

Frivilligheden

  • Cirka 30.000 frivillige er engageret i løbet af festivalen. Heraf er cirka 20.000 tilknyttet foreninger og organisationer, mens 1.200 er frivillige året rundt. De resterende 8.000 er frivillige i Foreningen Roskilde Festival lige før, under og efter festivalen.
  • Cirka 1.500 frivillige kommer fra udlandet.
  • Flertallet af de frivillige lægger enten 24 eller 32 timer. Hvis de er tilknyttet en forening, der udfører opgaver i hele åbningsperioden, lægger de 32 timer, og frivillige, der udelukkende løser opgaver gennem de fire dage på den indre festivalplads, lægger 24 timer.
  • Roskilde Festival skabes i samarbejde med andre foreninger og organisationer fra store dele af kulturlivet, som deltager med madhandel og en lang række værts- og serviceopgaver. Aktørerne løfter festivaloplevelsen, og deres deltagelse er samtidig en måde for festivalen at bidrage økonomisk til kulturlivet og civilsamfundets udvikling. De deltagende foreninger, organisationer og virksomheder har tjent 330 mio. kr. på festivalen siden 1971.

Om scenerne

Orange Scene:

  • Orange Scene er hovedscenen på Roskilde Festival, og den er verdenskendt for sin orange teltdug og ikoniske form. Her udfoldes de helt store fællesskaber i stadionstørrelse, og publikummerne mødes til en kæmpe fælles og energisk oplevelse.
  • Kapaciteten er cirka 60.000 publikummer.
  • Teltet har tre 21 meter høje hovedmaster, der bærer den orange dug. Dugen er 1.900 kvadratmeter, vejer 3,5 tons og holdes oppe af en 120 tons tung jernkonstruktion
  • Fra spids til spids er teltet 67 meter bredt, 43 meter dybt og 20 meter højt. Frontbuen er 32 meter bred.
  • 120 frivillige bruger godt to uger på at bygge det orange sceneområde. Nedtagning tager fire dage.
  • Roskilde Festival brugte scenen første gang i 1978. Den nuværende teltdug er fra 2001, som er 33 % større end det originale scenetelt.
  • Tv-skærmene på begge sider er hver 69 kvadratmeter.
  • Det orange telt blev oprindeligt designet til Rolling Stones’ sommertourné i 1976, og blev efterfølgende købt af Roskilde Festival i 1978. Den nuværende udgave af teltet er fra 2001.

Arena

  • Arena er Roskilde Festivals store koncertsal, hvor publikum er tæt på kunstnerne i en intim storhed og samtidig en del af en stor publikumsmængde.
  • Kapaciteten er cirka 17.000 publikummer.
  • Arena-teltet vejer cirka 60 tons, teltets pløkker er banket 5 meter ned i jorden, og indeni måler teltet 75 x 75 meter.
  • Roskilde Festival lejer teltet i England. Når det ikke besøger Roskilde og hedder Arena, er det kendt under navnet Valhalla. Teltet har på sine mange rejser blandt andet lagt vejen forbi destinationer som Abu Dhabi, Rom og München.
  • Det nuværende Arena-telt erstattede et grønt scene-telt i år 2000, og scenen ændrede navn fra Grøn Scene til Arena i 2003. Nogle erfarne festivalgængere kalder derfor fortsat Arena for Grøn Scene.
  • Fun fact: Det orange scenetelt kan stå rejst inde i Arena-teltet.

Avalon

  • Flytter i år til en placering øst for Orange Scene, hvor der ikke tidligere har ligget en scene.
  • Kapaciteten er cirka 6.000 publikummer.
  • Avalons scenografi og indretning er inspireret af gamle teatre i stil med 1920’ernes og 1930’ernes kabaret-scener i Paris og Berlin blandet med et strejf af det moderne New York. Stemningen omkring scenen er nærværende, tæt, tung og forventningsfuld.
  • Avalon blev indviet i 2014.

Apollo

  • Apollo er tungt bevæbnet med lys- og lydteknik og er festivalens glimtende ramme for elektronisk og urban musik. Scenen er bygget til både fest om dagen, når solen står højest, og et sansebombardement om natten, når scenelysene bryder mørket. Her kan publikum blive banket igennem af lys, effekter og dundrende bas i en gigantisk energiudladning.
  • Kapacitet 5.000
  • Apollo har flere lysenheder end Orange Scene. Stemningen er rå og urban med bl.a. flisebelagt dansegulv.
  • Apollos lyddesign er udviklet i samarbejde med den amerikanske lydproducent Meyer Sound. I designet indgår bl.a. sub-højtaleren VLFC, som oprindeligt er udviklet til NASA i forbindelse test af rumraketter.
  • Apollo eksisterer i sin 4. udgave. Fra 2012 til 2014 var Apollo var en orange oppustelig konstruktion
    I år flytter Apollo til den nordvestlige del af pladsen.

Pavilion

  • Pavilion kan sammenlignes med en rockklub, hvor koncerterne er skåret ind til benet med de basale nødvendigheder, så der tilbage står en rå og nærværende scene, hvor publikum får en intens oplevelse tæt på kunstnerne.
  • Kapaciteten er cirka 2.000 publikummer.

Gloria

  • Gloria er en intim og delikat indendørsscene og nabo til Art Zone og Food Court. Scenen tager publikum helt tæt på og forener rum, musik og publikum i en smuk og foranderlig ramme.
  • Kapaciteten er cirka 1.000 publikummer.
  • De morgenfriske kan hver formiddag deltage i fælles morgensang på Gloria.
  • Scenen blev indviet i 2011.
  • Gloria er bygget i en lade som også bruges til kostald under det årlige dyrskue en måned før festivalen.

Mantra

  • Fra onsdag d. 29. juni skifter scenen Countdown navn til Mantra.
  • Mantra bliver placeret centralt på festivalpladsen, og herfra kan du fra onsdag høre musik under åben himmel i dagens lyse timer.
  • Kapaciteten er cirka 3.000 publikummer.

Platform

  • Platform ligger i Art Zone mellem Orange Scene og Arena og er festivalens nye scene dedikeret til hybridformater for kunst og musik
  • Målet for vores nye venue er at koble arkitektur og koreografi, og den er lavet i samarbejde mellem designvirksomheden NLÉ Works og den tyske kunstner Tino Sehgal. Med Platform forsøger vi at mindske afstanden mellem kunstner og publikum.
  • Læs mere her:

Countdown

  • Countdown præsenterer spirende artister fra den nordiske elektroniske og urbane musikscene samt residents DJ og VJ-kunstgrupper. Scenen er én af to scener, der præsenterer unge talenter fra de musikalske vækstlag på campingområdet i dagene op til festivalpladsens åbning.
  • Kapaciteten er cirka 5.000 publikummer.
  • Scenen fik en opgradering i 2019 og ligger i Central Park, der er festivalbyens rekreative hæng-ud-oase med masser af boder.
  • 40 frivillige og teknikere er tilknyttet scenen.

Rising

  • Rising giver publikum et kig ind i den spirende musikundergrund, og for de optrædende kunstnere er scenen en chance for at gå et trin op ad karrierestigen. Scenen er én af tre scener, der præsenterer unge talenter fra de musikalske vækstlag på campingområdet i de tre dage op til festivalpladsens åbning.
  • Kapaciteten er cirka 5.000 publikummer.
  • Risings pyramideform blev taget i brug i 2015, mens scenen blev indviet i 2014. Tidligere spillede de unge talenter på scenen Pavilion Junior og før det på campingscenen (2000-2004).
  • Cirka 50 frivillige er tilknyttet scenen.