Foto: Mia Dernoff

Roskilde Festivals donationer skal give unge drømme liv. Her kan du læse, hvordan vi gennem donationer bakker op om børn og unges trivsel, engagement og nye idéer for en mere bæredygtig verden. 
 
Roskilde Festival-gruppen er en almennyttig og velgørende organisation. 

Det betyder, at alt økonomisk overskud fra Roskilde Festival – og fra alle vores andre aktiviteter året rundt – udloddes til initiativer, der gavner børn og unge og kulturelt arbejde.  
 
Vi donerer også andet end penge. Det gør vi ved at sætte viden, netværk og aktiviteter i spil i samarbejde med partnere året rundt. 

Når du køber en billet eller deltager som frivillig, er du derfor med til at forbedre livskvaliteten for mange mennesker verden over. 

Katalysator for engagement 
Vores donationer skal fungere som katalysatorer for børn og unges engagement. Donationerne skal skubbe på unges indflydelse og nye idéer for en mere bæredygtig verden – både klimamæssigt, socialt og kulturelt. 
 
Tidens største udfordringer løses i fællesskaber. Når vi udvælger donationsformål, prioriterer vi frivillighed, mangfoldige fællesskaber og tværfaglige samarbejdsformer. Vi vil forstærke kunstens betydning i fællesskaber og stimulere vækstlagene. 
 
Fokus mod 2025: giv unge drømme liv 
I årene 2022-2025 sætter vi særligt fokus på børn og unge i sårbare livssituationer og på kunsten trivselsfremmende potentiale.
 
Vi vil her støtte initiativer, der udvikler, demonstrerer og formidler sammenhængen mellem kultur, trivsel og mental sundhed. For netop koblingen mellem kulturelle aktiviteter og sociale indsatser for børn og unge er et felt, der besidder et stort og endnu uforløst potentiale.

I Roskilde Festival-gruppens donationspolitik, der bærer overskriften Vi giver unge drømme liv, kan du læse om formål og sigte for med vores donationsarbejde frem mod 2025.

Læs donationspolitik: Vi giver unge drømme liv
 
Sådan udlodder vi overskuddet
For at sikre den stærkest mulige sammenhæng mellem festivalens kerneværdier, fokusområder og donationer, tager vi generelt ikke imod donationsansøgninger. 

Vi udpeger løbende støtteværdige projekter og initiativer, og hvert efterår inviterer vi vores omverden til et Open Call, hvorfra en stor del af overskuddet udloddes.