RF50: TIME IS NOW

I 2020 finder Roskilde Festival nr. 50 sted. Vi fejrer den fantastiske milepæl gennem hele året.

Roskilde Festivals fødsel er historien om unge, der gjorde noget aktivt. De handlede og samlede et fællesskab lige nu og her.
To gymnasieelever havde noget på hjerte, drømte stort og tog sagen i egne hænder. De skabte en begivenhed, kaldte den Sound Festival og samlede over 10.000 unge, der troppede op og nød friheden, fællesskabet og musikken i slutningen af august 1971.

Fundamentet for Roskilde Festival var lagt. Fællesskabet er siden vokset. Festivalen er blevet større, men fokus er det samme. Det handler om engagement, om at gøre en forskel, vise nye veje med musik, kunst og bæredygtighed.

I 2020 sker det for 50. gang. Den milepæl kalder på en fejring. Ikke bare en fejring af festivalen, men også af det fællesskab, som Roskilde Festival er, og den betydning, som fællesskabet har.

...Roskilde Festival tager udgangspunkt i nuet, afspejler sin samtid og altid stræber efter at pejle fremtiden. Det er sådan, det altid har været. Det er sådan, det vil forblive.
ROSKILDE FESTIVAL

Vi vil fejre, at Roskilde Festival er forblevet et tilbagevendende samlingssted for generationer af unge, og vi vil hylde det frivillige engagement, som er festivalens livsblod.

Vi gør det ved at markere det, som Roskilde Festival altid har handlet om: At støtte børn og unge og give dem stemme, muligheder og rum. Vi vil pege frem.
Vi samler markeringen under overskriften Time Is Now.
Det gør vi, fordi Roskilde Festival tager udgangspunkt i nuet, afspejler sin samtid og altid stræber efter at pejle fremtiden. Det er sådan, det altid har været. Det er sådan, det vil forblive.

Time Is Now favner en eviggyldig ungdomsfortælling, der også peger på den følelse af aktualitet, der er særlig stærk i disse år. Det er den især blandt unge: Det er tid til handling. Det er tid til at skabe forandringer gennem drømme, energi, håb og vilje.

Så hvad kommer der til at ske i 2020?
Det glæder vi os til at udfolde, men du kan blandt andet se frem til koncerter, udstillinger, bogudgivelser, pladeudgivelser, nye muligheder for at få støtte til projekter for og med unge og ikke mindst masser af møder og debatter mellem de mange mennesker, bevægelser og fællesskaber, der kendetegner verden og ungdomsgenerationen anno 2020.

Og så er vi i fuld gang med at skabe endnu en uforglemmelig festival, som du ikke tør gå glip af.

RF50 bliver hverken afslutningen eller begyndelsen på noget nyt. Den er en milepæl på en lang rejse. Roskilde Festival er altid undervejs.

Vi glæder os vildt til at fortælle meget mere meget snart.