Find kunstneren
Spotify
Facebook

Vidtrækkende post-punket lyd leverer rå skønhed


Blood Child er den perfekte titel til en gyserfilm (og ja, der findes sørme én!) – og fungerer måske endnu bedre som et navn til et mørkkantet rockband (tænk sig... det findes også!).

Danske Blood Child er et spændende orkester, der henter inspiration mange steder fra. De balancerer rå støj, indadvendt melodi og splintrede rytmer.

Du kan høre bidder af monokrom post-punk, 90'ernes grungede overdrive-forvrængning og punket bulder a la Iceage. Blood Child binder det hele sammen i deres eventyrlystne, avantgarde-drejede udtryk.

Bandet er dannet af brødrene Emil og Mads Bertelsen (de er i øvrigt også brødre med Mathias Bertelsen fra The Entrepreneurs) sammen med Hjalte Ross, Marikka Katrina Hoejen Jørgensen og Lasse Dybdahl Krüger.

I 2019 udgav de deres debut-ep, Shower Me. Støjende guitarer, humørsyg vokal og en generel lydmæssig dissonans maler et mørkt, men smukt billede. Deres rå skønhed og grimme intensitet skaber små mirakler. Ifølge en anmeldelse fungerer deres musik som 'en sut til de desillusionerede'.