ØKOLOGI OG BIODIVERSITET

Mad og drikke med holdning skaber forandring. Læs om vores økologiske omlægning og fokus på klimaaftryk.

Tre gastronomiske principper sætter retningen

Roskilde Festivals udbud af madretter, drikkevarer og gastronomiske events har afsæt i tre principper, der bl.a. fungerer som vores strategiske rettesnore for de kommende års udvikling og produktvalg.

  • Vi sætter madscenen
    Vi vil mere end at gøre, som vi plejer, og skubber til vores egne og omverdenens vaner og udvikling. Vi iscenesætter mad i nye og anderledes formater. Vi aktiverer det sanselige for at bryde grænser og holdninger, og vi udvikler nye måder at forbruge og producere på.
  • Vi er økologiske og planterige
    Vi tager hensyn til natur, dyrevelfærd og klima. Vi viser, at grøn omstilling ikke går på kompromis med råvarer, smag, kvalitet og pris.
  • Vi tager ansvar for madens aftryk
    Vi samarbejder med producenter, leverandører og aktører, som tager ansvar i hele værdikæden. Vi er almennyttige i vores forretningsmodel og bidrager til foreningslivet, organisationer og iværksættere i det omkringliggende samfund.

På vej mod 100% økologi

Festivalbyens cirka 100 madboder har været på en længerevarende økologisk rejse.

Vi påbegyndte vores økologiske omlægning i 2010 og satte et mål om 30% økologiske råvarer i 2014, hævede målet til 75% i 2016 og nåede 90 % i 2017. Vores mål er 100% økologisk mad i 2024.

I 2019 var hver femte af de 1,6 millioner serverede måltider 100 % økologisk, mens frivilligbespisningen var 100% økologisk.

Vi skal udvikle os sammen i et tempo, hvor alle kan følge med. Derfor er vores økologiske udvikling er resultatet af et tæt samarbejde med partnere, leverandører, boder og foreninger over en årrække.

Foreningsansvarlige har gennem kurser fået input til at opnå højere økologiprocent i deres menuer, og vi har udfordret leverandører til at udvikle økologiske alternativer til deres standardsortiment – det var en nødvendighed, hvis vi skulle opretholde et så forskelligartet sortiment, som vi præsenterer hvert år på festivalpladsen.

Drikkevareområdet er i gang med en tilsvarende økologisk omlægning.

Ølbodernes økologiske rejse blev indledt med Tuborg RÅ på festivalen i 2015 og siden med premieren på den økologiske pilsner Tuborg Orange, der blev brygget eksklusivt til Roskilde Festival i 2019. I 2021 lancerede vi Økologisk Grøn Tuborg på Summer Days.

I 2022 er al fadøl, spiritus, kaffe, mejeriprodukter til sammen min. 90 % økologiske, mens alle barer i campingbyen vil sælge 100% økologiske drikkevarer.

Vi vil sænke klimaaftrykket

Fødevarer belaster klimaet. Vores sortiment af mad- og drikkeoplevelser udvikles derfor med bevidsthed om de konsekvenser, som samfundets fødevaresystem har for natur, dyr og vores planet.

På den seneste festival røg 1,6 millioner måltider over disken. Med 100 spisesteder med over 850 forskellige retter på menuen har vi et stort ansvar for at reducere CO2-aftrykket.

Vi skal derfor have flere planter på menuen og mindske madspild i hele produktionskæden

Siden 2018 har vi anvendt værktøjet Carbon Ate designet af virksomheden Carbon Cloud til at beregne og dermed have nogle forudsætninger for at reducere klimaaftrykket i festivalpladsens cirka 100 restauranter og madboder.

Carbon Cloud analyserer CO2-udledningen på den enkelte madrets ingredienser ud fra en livscyklusberegning, altså råvarens rejse fra jord til bord. Beregningerne giver os et systematisk overblik over de boder på pladsen, som har et særligt udviklingspotentiale.

I 2019 sænkede vi den gennemsnitlige CO2-udledning pr. måltid med 9 procent i forhold til året før.

I 2022 sætter vi en grænse på maksimalt 100 gram okse- og lammekød pr. ret, og samtlige boder vil tilbyde planterige alternativer til den traditionelle ret med kød. Vores mål er at sænke det gennemsnitlige CO2-belastning pr. måltid fra 1,33 kg i 2019 til 1,00 kg. i 2022.

Sammen med Rub & Stub og FødevareBanken indsamler vi bodernes overskudsmad, som herefter registreres, sorteres og delvist tilberedes og videredistribueres til sociale organisationer og herberg. I 2019 blev 23 ton mad indsamlet og sendt videre til socialt udsatte.

Sammen med boderne har vi udviklet nye og planterige retter og madoplevelser, og vi introducerer WWF’s One Planet Plate, som giver gæsterne mulighed for at vælge de måltider, der udleder mindst CO2 og bedst tager højde for klima og biodiversitet.

Mad med holdning skaber forandring. Initiativer som restauranten Food is Now, Stage Dining-fællesskabet med 2.000 spisende gæster foran Orange scene og det kulinariske folkekøkken Food Jam handler også om at skubbe til vaner og forventninger.

Når 130.000 mennesker involveres i nye grønne oplevelser, er kimen lagt til nye vaner året rundt.

TilbageMiljømæssig bæredygtighed

2022: Gå på opdagelse i årets gastronomiske nyheder