ORANGE TOGETHER OG INDSATSER MOD GRÆNSEOVERSKRIDENDE ADFÆRD

Vi involverer festivalens gæster og frivillige i forebyggelse af krænkende og grænseoverskridende adfærd. Få overblikket over adfærdsindsatsen Orange Together og tryghedsskabende initiativer på Roskilde Festival 2023

Vi har arbejdet med adfærd på festivalen gennem flere år. I 2023 koncentrerer vi indsatserne mod grænseoverskridende adfærd om disse områder:

Adfærdsindsatsen Orange Together

Siden 2018 har vi anvendt betegnelsen Orange Together for festivalens fokus på fællesskab og positiv adfærd. Orange Together handler om have respekt for andre og kende sine egne grænser. På den passer man på festivalens særlige fællesskab.

Formålet med Orange Together er formuleret i Orange Together-kodekset.

Ved at forsætte indsatsen ønsker vi at forebygge krænkende og grænseoverskridende adfærd og inspirere deltagerne til at sætte standarder for socialt acceptabel adfærd på både festivalen og i dens omverden.

Gennem videndeling med omverden ønsker vi at bidrage til forandring andre steder i samfundet, hvor problematikkerne også findes.

Hjælp og rådgivning hos to nye dialogpunkter

Festivaldeltagerne kan i år opsøge to nyoprettede Orange Together dialogpunkter, der ligger på campingområderne East og West. Dialogpunkterne holder åbent mellem 10.00 og 16.00 alle otte dage og tilbyder rådgivning, sparring og hjælp til dem, der har brug for det.

Man kan også prøve det grænseudforskende dialogspil 'Spiller det’ og deltage i workshops og samtaler om at flirte og hvordan man siger fra over for diskriminerende og grænseoverskridende adfærd. Dialogpunkterne udlever desuden solsikkesnore.

Dialogpunkter er bemandet af uddannet personale fra organisationer som Sex & Samfund, Everyday Sexism Project og DareGender og samarbejder med festivalens Social Workers.

Tryghed gennem beredskab og uddannelse

Roskilde Festivals beredskab består af blandt andre Social Workers, Samaritter og Safety-Værter, der kan skabe tryghed, tillid og dialog. Vi samarbejder tæt med politiet, som udfører oplysende og forebyggende indsats på festivalen, og vi indsamler viden gennem dialog med eksperter inden for adfærd i by- og nattelivet.

Som forberedelse af festivalen i 2023 gennemgår service- og safety-frivillige, som udgør langt størstedelen af festivalens frivillige undervisning, hvor krænkende adfærd indgår som et selvstændigt modul.

Dette øger deres viden og kompetencer i forhold til at håndtere og indrapportere krænkende adfærd og gør dem i stand til at agere som ambassadører for god adfærd.

Service- og safety-frivillige understøttes af teams med specifikke erfaringer på området, som kan aktiveres, hvis behovet opstår for fokuseret dialog og håndtering af konkrete krænkende hændelser.

Beredskabets Social Workers – et team bestående af psykologer, misbrugskonsulenter, pædagoger fra specialområderne og andre faggrupper – bevæger sig opsøgende rundt i festivalbyen, herunder dialogpunkterne, døgnet rundt for at hjælpe dem, der har behov. Teamet arbejder forebyggende og opsøgende og kan yde psykisk førstehjælp og holder især fokus på de helt unge festivalgæster.

Alle Social Workers har en faglighed, der bygger på at skabe safer spaces, som er en betegnelse for et frirum, hvor enhver kan deltage sig uden føle sig uvelkommen eller usikker på grund af sin identitet.

Læs om beredskabets enheder og samarbejde om sikkerhed om myndighederne
Læs om Social Workers

Dialog med gæster og frivillige

Frivillige fra Orange Together og partnerne Sex & Samfund, DareGender, Everday sexism Project Denmark vil skabe dialog med og mellem festivaldeltagere om grænser, respekt og erfaringer med krænkende adfærd på og uden for Roskilde Festival.

Indsatsen anvender et dialogspil, hvor deltagerne forholder sig til udtalelser og adfærd og dermed reflekterer over, hvordan de vil reagere på konkrete situationer og dilemmaer.

Samtalerne kan forebygge misforståelser og skabe fælles erkendelse. En spilbaseret tilgang til dialog har på tidligere festivaler været anvendt som et effektivt redskab til at involvere gæsterne i svære samtaler om egne og andres grænser.

Se dialogspillet her (pdf)

Handlingsanvisninger til gæster og frivillige

Erfaringer fra tidligere festivaler har understreget et skærpet behov for at tilbyde guides til, hvad man kan gøre i konkrete situationer, hvor man oplever diskrimination eller grænseoverskridende adfærd.

I Roskilde Festivals app og på hjemmesiden finder gæster og frivillige handlingsanvisende guides til at gribe ind og sige fra, når man oplever situationer med krænkende adfærd.

Vejledningerne skal hjælpe gæster og frivillige i situationer, hvor man er i tvivl om, hvordan man skal handle, eller hvordan man kan få hjælp.

Find vejledninger om til forebyggelse og håndtering af grænseoverskridende adfærd her.

Whistleblower-ordning for frivillige og ansatte

Frivillige og ansatte hos Roskilde Festival har via festivalens app adgang til en uafhængigt administreret whisteblower-ordning. Her kan man anonymt og fortroligt indberette en oplevelse af grænseoverskridende adfærd.

Tryghed på programmet

Sociale forandringer kan opstå i fællesskaber, hvor man gennem debatter, reflektioner og meningsudveksling påvirker hinanden positivt.

I Roskilde Festivals forsamlingshus Flokkr deler blandt andre Sex & Samfund, Copenhagen Pride, Københavns Frie Promotere og Mino Ung viden om tryghed i nattelivet med fokus på diskrimination, grænseoverskridende adfærd og marginaliserede grupper.

Debatten i Flokkr tirsdag 27. juni handler også om hvordan viden og erfaringer fra nattelivet kan bidrage til at skabe tryggere festivaler

Festivalens program for kunst og aktivisme udforsker i år desuden emner som maskulinitet og moderne manderoller og seksuel frigørelse uden skabelse af nye negative normer.

Se programmet her.

Indsamling og deling af viden

Vi samarbejder med organisationer, der i forvejen har erfaringer med hjælp og håndtering, hvis et overgreb har fundet sted. Vi er i dialog med blandt andre Rigshospitalets center for seksuelle overgreb, Joan Søstrene, Sex og Samfund og Midt og Vestsjællands Politi.

Gennem Orange Together-indsatsen indsamler vi viden og skaber netværk, så vi med festivalen som platform også bidrager til forandring andre steder i samfundet, hvor problematikken findes.

Viden og erfaringer fa tidligere festivaler er fremlagt i rapporter, der bl.a. giver bl.a. indsigt i organisering, partnerskaber, trivselsundersøgelser, forskning og Orange Togethers fremtidige perspektiver.

På Roskilde Festival 2023 indsamler vi viden gennem surveys, interviews og observationer, og efter festivalen udgiver vi en rapport om erfaringerne fra festivalen i 2023

Læs rapport fra Orange Together 2023 her.
Læs rapport fra Orange Together 2019 her.
Læs rapport fra Orange Together 2018 her.

Q&A om Orange Together og grænseoverskridende adfærd


Hvorfor er Orange Together nødvendig?
Fordi Roskilde Festival ikke tolererer nogen som helst former for diskrimination og grænseoverskridende adfærd. Derfor arbejder vi for at bevare et fællesskab, hvor alle trives.

Vi deler en problematik med vores omverden, der handler om, at tankeløs eller grænseløs adfærd er krænkende for andre. Vi oplever indimellem, at frirummet bruges som undskyldning, når grænser overskrides.

Vi siger fra over for en kultur, hvor det i visse sammenhænge for nogle er i orden at overskride andres grænser. Det er den kultur, der er afspejlet i bl.a. #metoo, i vendinger som ’det er bare drengestreger’ og ’det er bare for sjov’ og hos os i ’slap af! Det’ jo Roskilde’.

Det kommer også til udtryk som sexistiske tilråb, uønsket berøring eller fastholdelse

Det er OK at tage på festival for at skubbe til sine egne grænser, men hvis man ikke samtidig viser grundlæggende respekt for andres grænser, opstår der revner i fællesskabet.

Frem for at indføre begrænsende regler sætter vi med Orange Together fokus på, at alle har et medansvar for frirummet. For frirummet eksisterer kun gennem deltagernes opbakning.

Derfor har vi formuleret tre simple ’spilleregler i form at et kodeks: Respektér frirummet, Respektér hinanden og Respektér miljøet. Se det fulde kodeks her.

Hvordan definerer I krænkende og grænseoverskridende adfærd?
Det er respektløs adfærd, hvor man af den ene eller anden grund ikke viser den fornødne og grundlæggende respekt for andre og andres værdier og grænser, men i stedet alene tager udgangspunkt i sig selv. Dette kan opleves af andre som krænkende i forskellig grad.

Hvor udbredt er omfanget af grænseoverskridende adfærd?
Vores egne undersøgelser viser, at omfanget af krænkelser af grænseoverskridende og seksuel karakter er på niveau med by-og natteliv generelt i Danmark.

Langt de fleste deltagere oplever festivalen som et trygt sted, og det er også dette, vi hører fra myndighederne, når de sammenligner med øvrige steder.

Men vi oplever også, at det for nogle deltagere kan være svært at finde grænserne midt i frisættelsen. Det er ikke et problem, der er særskilt for Roskilde Festival, men ligesom i det øvrige by- og natteliv oplever vi også grænseoverskridende og/eller krænkende adfærd.

Hvad gør I, når I observerer grænseoverskridende adfærd på pladsen?
Samtalen er altid udgangspunktet for os, så vi starter med en dialog. Det kan føre til en mundtlig advarsel og også advarselsarmbånd, hvis vi vurderer, at det er nødvendigt. Er yderligere handling påkrævet, kan man blive bortvist for en dag eller resten af festivalen.

Hvad er jeres råd hvis man oplever grænseoverskridende adfærd?
At man fortæller os og andre om det. Det er en udfordring, at det har været tabubelagt at fortælle om, at man har være udsat for krænkende adfærd.

Vi har hørt beretninger om, at unge kvinder er og har været bange for at blive opfattet som kedelige og snerpede og samtidig frygter at blive udelukket fra et fællesskab, mens det er endnu sværere for unge mænd at fortælle andre om det.

Man kan opsøge Orange Together-dialogpunkter, hvor man i dagtimerne kan få hjælp, vejledning eller en snak med uddannet personale om konkrete oplevelser. Døgnet rundt kan service- og safety-frivillige på pladsen tilkalde den rette hjælp til den konkrete situation. Det kan være Social Workers, som kan hjælpe med at håndtere den aktuelle problemstilling.

I app og på hjemmeside kan gæster og frivillige finde guides til at gribe ind og sige fra, når man oplever situationer med krænkende adfærd og hvor man er i tvivl om, hvordan man skal handle, eller hvordan man kan få hjælp.

Flere formationer
Håndtering af grænseoverskridende adfærd
Fakta om indsatser for ansvarlig festkultur
Fakta om sikkerhed og beredskab her
Fakta om indsatser mod ulovlige narkotiske stoffer