PRAKTIKANT TIL TEAMET ’PARTNERSKABER OG FILANTROPI’

Roskilde Festival er Nordeuropas største kulturelle begivenhed, og samler hvert år 130.000 glade festivaldeltagere til en fejring af musik, kunst og fællesskab. Hvert år uddeler vi også det fulde overskud fra festivalen til gavn for børn og unge samt kunstneriske vækstlag.

Teamet
Som praktikant i Partnerskaber og Filantropi kommer du især til at arbejde med Roskilde Festivals forretningsområde ’Samskabende Filantropi’, som du kan læse mere om her. Teamet har bl.a. ansvaret for at uddele overskuddet fra festivalen. Vi samarbejder desuden med en række NGO-partnere om at sætte fokus på tidens vigtigste dagsordener. Derfor vil du komme til at understøtte samarbejdet med organisationer der fx kæmper for klimaretfærdighed, LGBT+ rettigheder, og unges stemmer i samfundsdebatten.

Du vil opleve at få sparring fra engagerede kollegaer, få mulighed for at anvende din faglighed i praksis, og ikke mindst vil du få indblik i vores unikke organisation, der gør en forskel, der rækker langt udover vores kendte hovedbegivenhed. Du refererer til Kara Djurhuus, leder af området Samskabende Filantropi.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være at

  • Understøtte uddelingen af donationer til fordel for børn og unge samt kunstneriske vækstlag – det vil både være research på modtagere og div. administrative opgaver
  • Understøtte samarbejder med NGO partnere, særligt med fokus på partnere der skal være med på RF 23.

Vi forventer at du

  • Interesserer dig for unges samfundsengagement og fællesskaber
  • Er klar på at understøtte uddelingen af Roskilde Festivals overskud, der hvert år gør en forskel for børn og unge samt kunstneriske vækstlag
  • Kan bevare overblikket i et team hvor opgaverne er mangeartede og skifter fra uge til uge
  • Er stærk skriftligt, og skriver lige gerne på dansk som engelsk
  • Har analytisk sans og kan videreformidle kompliceret stof enkelt og forståeligt
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • Har gåpåmod og ikke er bange for at tage ansvar
  • Er i gang med en samfundsvidenskabelig eller humanistisk videregående uddannelse.

Om forløbet
Du bliver praktikant i forårssemestret, fra januar og til juli (til og med Roskilde Festival 2023). Forløbet er ulønnet, men du får dækket dine transportudgifter. Skæve arbejdstider og aftenmøder er en del af vores kultur, men som udgangspunkt er kontortiderne 9.00-16.30. Vi er naturligvis åbne for fleksible arbejdstider, så du kan beholde et eventuelt studiejob.

Vores kontor ligger på Rabalderstræde i Roskilde, og du får masser af kollegaer, der dagligt samarbejder om at skabe og opbygge årets Roskilde Festival og andre aktiviteter i løbet af året. Du vil opleve en dynamisk arbejdsplads med en åben og uformel atmosfære og med stor erfaring i at håndtere frivillig arbejdskraft og praktikanter. Du bliver også en del af et tæt netværk af praktikanter fra mange forskellige studieretninger.

Sådan søger du
Send os en ansøgning på højst én side samt et CV til Kara Djurhuus på kara.djurhuus@roskilde-festival.dk hvor du uddyber, hvorfor det er netop dig vi skal have som vores nye praktikant.

Samtaler og ansættelse foregår løbende, så vi opfordrer til, at du søger hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig!