DERFOR STØTTER VI FREEMUSE

PUBLICERET FREDAG 5.7.2019

Roskilde Festival donerer 1.500.000 DKK til Freemuse og indleder samarbejde med organisationen i kampen for den globale ret til kunstnerisk og kreativ ytringsfrihed.

Retten til at udtrykke sig kreativt og kunstnerisk bør gælde alle. Men det gør den ikke. Det er en anerkendt menneskerettighed, og dog møder den udfordringer flere steder i verden. Roskilde Festival tror på fællesskaber, og vi tror på kunstens rolle i fællesskabet. Kunst og musik skaber fællesskaber, rykker grænser, viser nye veje.

Det kan virke så åbenlyst for os i Danmark, at man selvfølgelig må udtrykke sig kunstnerisk, at vi ofte tager det for givet. På programmet til Roskilde Festival 2019 er for eksempel iranske Liraz, som ikke bor i sit hjemland. Hvorfor gør hun så ikke det? Fordi kvinder ikke må udtrykke sig kunstnerisk og frit i Iran. Dette er hverdag for mange mennesker, og det er kun et land af alt for mange.

Freemuse og friheden til at udtrykke sig

Freemuse arbejder netop for at beskytte disse basale menneskerettigheder, og Roskilde Festival er stolte af at støtte Freemuse med en donation på 1.500.000 DKK for deres vigtige arbejde med at sikre kunstneres rettigheder og muligheder for at udtrykke sig kreativt og kunstnerisk.

Samtidig indleder Roskilde Festival og Freemuse et 3-årigt samarbejde. På Roskilde Festival 2019 lancerer Freemuse Artistic Freedom Defenders Network, og som navnet antyder, er det et netværk med fokus på at forsvare retten og friheden til at udtrykke sig kunstnerisk.

Solidaritet med kunstnere verden over

Artistic Freedom Defenders Network (forkortet AFDN) er et ambassadørprogram, som kunstnere kan blive en del af for at udtrykke støtte til forsvaret for denne basale menneskerettighed.

Men hvad vil Freemuse så gøre med AFDN? Det handler om at skabe et fællesskab af kunstnere, aktivister, NGO’er, professionelle, studerende og alle andre, der er interesserede i – og støtter – kunstnerisk frihed. Det er en mulighed for at blive forbundet, udveksle idéer og hjælpe med at gøre verden til et sikrere sted at kunne udtrykke sig. AFDN giver medlemmerne adgang til at deltage i kampagner, adgang til opdateringer på konkrete sager, nyhedsbreve, fora til at melde krænkelser, underskriftindsamlinger og meget mere.

Kort sagt: Der er mange måder at være involveret og engageret på. Det handler om solidaritet mellem kunstnere og solidaritet med kunstnere, som ikke har samme muligheder for at udtrykke sig frit, som det er tilfældet herhjemme.

Roskilde Festival er stolte af at støtte Freemuse.

Bliv en del af Artistic Freedom Defenders