OPLEV JULIA HOLTER I ROSKILDE DOMKIRKE

PUBLICERET ONSDAG 5.6.2019

Den festivalaktuelle musiker Julia Holter serverer sin dramatiske og intense kunst-pop i Roskilde Domkirke få dage før sin optræden på Roskilde Festival. Billetter i salg nu.

Julia Holter har på tværs af fire albumudgivelser rykket ved grænserne mellem indiemusik, moderne komposition og elektronisk musik.

Om kort tid spiller hun på årets Roskilde Festival. Men allerede mandag den 1. juli gæster den 33-årige amerikanske komponist og multitalent Roskilde Domkirke, hvor hun præsenterer sine frodige og delikate arrangementer, der forener elektronik med pop, jazz og klassisk instrumentering.

Julia Holter er anerkendt for sine dramatiske og intense koncerter, hvilket Roskilde Festivals gæster oplevede både i 2012 og 2014. Hun optræder både som den poplænende sangskriver og som den kompromisløse avantgarde-komponist, og hun medbringer sit band og et solidt katalog af sange, der udfordrer og fortryller.

Til koncerten i Roskilde Domkirke vil hun udforske sit repertoire med kompositioner, som hun ikke spiller til koncerten på Roskilde Festival.

Roskilde Festival er arrangør af koncerten, der er et tilbud til både festivaldeltagere, der har lyst til at udforske Roskilde by, og til borgere i byen, der ikke er på festival.

Hvem, hvor, hvor meget?
Julia Holter, Roskilde Domkirke
Tid: mandag 1. juli kl. 21:00 (døre åbnes 20:30)
Billetter kan købes her
Pris 100 DKK inkl. gebyr