OPEN CALL SOLIDARITY: DE HELDIGE ER FUNDET

PUBLICERET SØNDAG 23.6.2019

I nominerede dem, og nu har de fået en donation: I alt 500.000 DKK bliver delt mellem Coding Pirates Denmark, Dreamtown og Operation Dagsværk.

Tilbage i april bad vi jer nominere organisationer og initiativer, som I mener fortjener en donation fra Roskilde Festival. Vi kalder det Open Call, og fokus denne gang var selvfølgelig på solidaritet, som er det tema, der går igen på Roskilde Festival 2019.

Vi lagde særligt vægt på initiativer, der:

  • rækker ud over sig selv, gennem partnerskaber eller involvering på tværs
  • omsætter viden til handling – eller inspirerer til at gøre det
  • fremmer unge fællesskaber og giver dem en stemme
  • arbejder i øjenhøjde, ung til ung

I alt 500.000 DKK er blevet fordelt mellem de tre organisationer. Læs mere om dem alle herunder.

Coding Pirates Denmark

Coding Pirates er en økonomisk uafhængig, non-profit og samfundsengageret forening, der udviser socialt ansvar og engagement gennem oprettelsen af understøttende teknologimiljøer og -netværk. Her kan IT-kreative børn, unge og frivillige designe, konstruere og kode sammen i en åben og demokratisk forening.

Donationen er givet i støtte til at etablere en bæredygtig afdeling af Coding Pirates i Vollsmose, Odense, med særligt fokus på at inkludere frivillige, børn og unge med anden etnisk baggrund og fra socialt udfordrede miljøer.

Læs mere

Dreamtown

Dreamtown handler om at skabe sikre rammer og områder i samarbejde med lokale organisationer, partnere og aktivistiske unge. Sammen forandrer de slumkvarterer til inspirerende miljøer og områder, der understøtter kreativitet, giver plads til drømme og bringer folk sammen.

Donationen er givet i støtte til projektet The Art of Slum Activism, der søger at forbedre vilkårene for unge mennesker i slumkvartererne i Harare, Zimbabwe.

Læs mere

Operation Dagsværk

Operation Dagsværk er Danmarks globale elevbevægelse, som siden 1985 har skabt oplysningskampagner målrettet ungdomsuddannelserne og i de seneste år også 8.-10. klasser. Organisationen formål er at skabe solidaritet mellem unge under uddannelse i Danmark – og undertrykte unge i andre lande.

Donationen er givet i støtte til deres arbejde for en stærkere ungdomsbevægelse med globalt udsyn og ung-til-ung-solidaritet ved at involvere flere unge i Dagværksdagen, styrke Operations Dagsværks organisering og støtte det europæiske samarbejde gennem SAME-netværket.

Læs mere