SILVANA IMAM HAR VALGT ÅRETS ORANGE DONATION

PUBLICERET TIRSDAG 2.7.2019

Debatten om kønsfordeling på musikscenerne er et emne hvert eneste år, når festivalsæsonen nærmer sig.

Den svenske forening Popkollo gør mere end at debattere. Foreningen har siden 2003 gjort et kæmpe stykke arbejde for at fremme ligestilling i musikbranchen.

Popkollo arrangerer musikkolonier, Sommarkollo, der henvender sig til piger, non-binære og transpersoner i alderen 12-18 år og varer 4-10 dage. Til Sommarkollona har deltagerne mulighed for at afprøve forskellige instrumenter, lave musik i fællesskab, skrive sange, deltage i workshops om for eksempel lydteknik, lære om normkritisk metode og diskutere og udfordre kønsforståelser og –fordeling i musikbranchen. Musikkolonierne henvender sig til både nysgerrige begyndere og til dem, der har mere erfaring. Gennem at skabe et trygt frirum gives piger, non-binære og transpersoner muligheden for at udvikle deres musikinteresse og skabe musik i fællesskab.

Nu donerer Roskilde Festival 250.000 kroner af overskuddet fra festivalen 2018 til Popkollos Sommarkollo. Det er et af årets hovednavne, Silvana Imam, der har peget på Sommarkollo som donationsmodtager. Silvana Imam optræder for tredje gang på Roskilde Festival. Hun har selv sammen med andre professionelle kunstnere og aktivister som for eksempel Yolanda Bohm og Nike Markelius været inviteret til Sommarkollo.

”Popkollo er en NGO med supervigtige værdier. Jeg har været der som sommercoach to gange, og jeg er overbevist om, at de kan skabe endnu mere forandring med de 250.000 kroner. Jeg vil også sige, at jeg er meget beæret over at åbne Orange Scene. Det bliver vildt,” lover Silvana Imam.  

Popkollo glæder sig over donationen, som foreningen har rigeligt brug for. Over 4.000 unge piger og transpersoner har siden 2003 deltaget i sommerkolonierne.

”Silvana er en rollemodel, og vi er meget taknemmelige for, at vores unge har haft mulighed for at blive inspireret af hende. Ved at arbejde tæt sammen med kunstnere, de kan se op til, lærer de, at deres drømme er opnåelige,” lyder det fra Popkollo.

Blandt andre Bruce Springsteen, Metallica og Dua Lipa har tidligere peget på modtagere af Orange Donation.

Silvana Imam spiller på Orange Scene onsdag 3. juli klokken 18:00

Læs mere om Popkollo på hjemmesiden popkollo.se

"At se mig optræde er et håb for mange." Læs stort interview med Silvana Imam her