PUBLIKUM ÅBNER ORANGE SCENE I 2019

PUBLICERET FREDAG 14.6.2019

Ja, du læste helt korrekt. Dig og alle dine med-festivalister står for åbningen af vores hovedscene på dette års festival. Den står nemlig på en stor gang fællessang!

I år skal vi synge for fulde lungers kraft. Ikke bare med på hittene fra Travis Scott eller Bob Dylan, når de spiller live. Det er vores stemmer alene – kyndigt ledsaget af et band – der skal bære sangene højt til vejrs.

De sidste fem år har vi holdt fællessang på Gloria-scenen torsdag til lørdag kl. 10:30. Det gør vi såmænd igen i år. I år tyvstarter vi bare løjerne, og det gør vi altså på det orange alter onsdag 3. juli. Så når klokken slår 17:35, skal vi alle sammen synge et par sange sammen, som vi alle kender.

Vi prøver at definere en Roskilde-sangbog. Vi har spurgt alle jer festivalgængere om input på Facebook, og dette års sangbog bliver stykket sammen ud fra jeres forslag og ønsker.

Repertoiret dækker over sange fra alle årtier – følelsesladede sangklassikere, som er genkendelige og nemme at synge med på. I år føjer vi et ekstra tema til lejligheden: danske sange. Mange musikere foretrækker deres danske modersmål fremfor engelsk. Det har vel ikke været så massivt siden 1980’erne. Så det dykker vi lidt ned i.

Kom og vær med til at synge sammen med alle os andre. Alle er inviterede – selv hvis du er overbevist om, at du ikke kan synge.

Vært for fællessangene er Frederik Thaae.

Hvor og hvornår?

På Orange Scene
Onsdag 3. juli 17:35-18:00

På Gloria
Torsdag 4. juli  10:30-11:30
Fredag 5. juli 10:30-11:30
Lørdag 6. juli 10:30-11:30