SILVANA IMAM: »AT SE MIG OPTRÆDE ER ET HÅB FOR MANGE« 

PUBLICERET TORSDAG 27.6.2019

Svensk rapper lover overraskelser, når hun sammen med norske og svenske kollegaer for tredje gange optræder på Roskilde Festival.

»At I har hyret en lesbisk immigrant til at åbne Orange Scene er et statement. Et fuck you til alle dem, som undertrykker.« 

Ordene tilhører 32-årige Silvana Imam; en af Sveriges mest markante stemmer, når det gælder rap. Den 3. juli åbner hun Orange Scene, der ellers historisk er kendt for, at det er nyere danske kunstnere, der betræder den i sin jomfruelige tilstand.  

Landegrænser har dog aldrig været vigtige for Silvana Imam, der med sin syriske far og litauiske mor immigrerede til Sverige som barn. Hun står fast på, at politik ikke skal være diskriminerende, og at seksualitet på ingen måde skal være et problem i Skandinavien anno 2019.

»Men selvfølgelig er det stadigvæk det,« mener hun.

»Ligesom racisme, antifeminisme, nationalisme og patriarkatet. Bare se på jeres politik i Danmark.«

Måske er det netop derfor, hun er vokset sig til noget meget større end en musiker. Til et ikon og forgangsbillede mod homofobi og den ekstreme højrefløj. Til en stemme, mange har hungret efter. Siden hendes single ‘I·M·A·M’ røg til tops på de svenske hitlister i sommeren 2014, er det nemlig gået stærkt. I dag har hun tre albums og en selvbiografisk fotobog bag sig, er hovedperson i den anmelderroste dokumentarfilm 'Silvana - Väck mig när ni vaknat’, har vundet svenske musikpriser og er blevet selvstændig med sine egne firmaer.

Samtidig udgør hun sammen med sin kæreste - den svenske popmusiker Beatrice Eli - Sveriges uovertrufne lesbiske power couple og et symbol på den succes, man kan opnå, ved at turde være sin egen. Eller som hun selv udtrykker det: 

»Bare at se mig optræde er et håb for mange.«

At være meningsdanner og menneske  

Roskilde Festivals publikum kan forvente, at Silvana Imam foruden hendes stærke show og fede musik også kommer med et budskab. Og kender man til den svenske kunstner, kender man hendes standpunkt.  

»Jeg forsøger ikke at få dig til at tro på noget, men som menneske synes jeg, det er vigtigt at stå ved mine holdninger.«

Det har været en rejse, fortæller hun. At eje den, hun er. Tage kontrol over det, hun tror på. Hun lærer noget nyt hver dag; også når det handler om at navigere i at være både offentligt talerør og samtidig et helt almindeligt menneske. Nogle gange er det hårdt, men hun er nået til den erkendelse, at den stemme, hun repræsenterer i rappen, også er hendes egen. Det er den, hun er. 

»Og jeg synes, det er vigtigt at være den stemme. Især fordi jeg gør plads til mennesker og andre kunstnere, som tror på det samme.«

Hiphop-kollektiv på tværs af landegrænser  
Derfor bliver sommerens koncert også noget anderledes, end man havde mulighed for at opleve de forrige gange, Silvana Imam optrådte på Roskilde Festival: Apollo Countdown i 2015 og Apollo i 2016. I år tager hun nogle af Sveriges og Norges største hiphopstjerner med sig; og med navne som Fricky, Erik Lundin og Unge Ferrari vil hun manifestere skandinavisk rap. Fordi hun tror på solidaritet og at forbinde mennesker. På at se ud over grænser og danne fællesskaber. 

Hendes kæreste, Beatrice Eli, kommer også med til showet, og i telefonen når Silvana Imams tone sig straks de lettere og mere legende lejer, når vi kommer ind på emnet.

»Der er en grund til, at jeg har min kæreste med på mine seneste plader; for jeg vil bare virkelig gerne optræde med hende live,« griner hun og fortæller, at hun performer allerbedst med Beatrice:

»Jeg er mere afslappet, når jeg står på scenen med hende. Hun tager ligesom føringen, og det kan jeg ret godt lide, ha ha.«

Især glæder hun sig til at optræde med nummeret ‘Shhh’ fra albummet ‘Naturkraft’ i 2016. Sangen handler om vejen til tops og er den første duet, de to kunstnere har rappet og lavet i fællesskab. For Silvana Imam er det lig med empowerment.

»Lige præcis den sang har det hele. En stærk stemme, dybtfølt tekst og er en fucking manifestation af lesbisk kærlighed,« siger hun og lover, at det bliver helt specielt, når de optræder med nummeret den 3. juli.

»Jeg vil ikke afsløre alt for meget, men jeg kommer til at gøre noget, jeg aldrig før har gjort på scenen.«

Words: Emilie Kleding