DAMON ALBARN FEJRER ROSKILDE FESTIVAL I K.B. HALLEN

PUBLICERET TORSDAG 23.1.2020

10. juni gæster Damon Albarn K.B. Hallen i København med sit seneste musikalske projekt ’The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows’.

Titlen har han hentet i et digt af John Clare, og værket er inspireret af Islands storslåede natur med gletsjere, vulkaner, termiske kilder og bjerge. Sangskriveren har selv besøgt Island talrige gange gennem tre årtier og har opbygget et helt særligt forhold til landet og dets bjergtagende natur.

Den første af mange offentliggørelser

’The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows’ er den første offentliggørelse i en serie af aktiviteter, der på vidt forskellig vis skal markere den 50. udgave af Roskilde Festival – og det er svært at komme i tanker om en mere oplagt kunstner til at tage del i fejringen end Damon Albarn.

Han har dannet tæt parløb med Roskilde Festival siden 1992, hvor han og resten af Blur gav koncert på Blå Scene med blot et enkelt album i bagagen. Siden har han været på plakaten otte gange – både solo, med Blur og i så forskellige musikalske projekter som Gorillaz, Africa Express og The Orchestra of Syrian Musicians. Tæller man hans gæsteoptræden hos Atomic Bomb! Band i 2014 med, er det 10 gange, den engelske entertainer har stået over for Roskilde-publikummet.

RF50: Time Is Now

I 2020 har Roskilde Festival fundet sted 50 gange. Vi markerer den historiske milepæl og festivalens betydning for ungdomskulturen gennem talrige arrangementer hertillands såvel som internationalt, og vi gør det med koncerter, udstillinger, debatter og meget andet gennem hele året.

Billetinfo
  • Dørene åbner: 18:30
  • Koncerten begynder: 20:00
  • Pris DKK 565/665 (+ fees)
  • Køb billet