ROSKILDE FESTIVAL 2021 ER UDSOLGT. TAK!

PUBLICERET TIRSDAG 12.5.2020

Vi har i dag solgt alle ledige billetter til festivalen. Vi glæder os til igen at skabe en fantastisk festival og dermed kunne støtte initiativer, der arbejder for en positiv udvikling for børn og unge.

Siden det blev gjort klart, at Roskilde Festival nummer 50 ikke kan gennemføres denne sommer, har festivalen oplevet en massiv opbakning fra både deltagere og samarbejdspartnere.

På Roskilde Festivals sociale medier er de positive tilkendegivelser strømmet ind, og nu viser det sig, at billetkøberne har været klar til at sætte handling bag ordene.

Et overvældende flertal af jer har valgt at overføre jeres billet fra festivalen 2020 til festivalen 2021. Tak for det! Det har betydet uendeligt meget for os og skabt en arbejdsro, vi ikke havde turdet håbe på.

Forholdsvis få billetter (15 procent) blev refunderet, og de blev sat til salg i dag – og revet væk. Det betyder, at der nu ikke er flere partoutbilletter til Roskilde Festival 2021.

Der er stadig endagsbilletter tilbage. De kan købes i efteråret 2020.

Vi er ovenud lykkelige og taknemmelige for den enorme tillid, vi møder. Interessen for at deltage i vores jubilæumsfestival har været enorm, og efter vi for første gang nogensinde desværre har været tvunget til at aflyse en festival, er opbakningen heldigvis kun blevet større.

Tak til dig, som støtter os ved at sikre dig en billet til vores 50. festival i 2021.

Det betyder alverden for os at mærke den store opbakning fra dig og 79.999, der har sikret sig en billet. Konkret skaber opbakningen fundamentet for, at vi kan fortsætte arbejdet med at forberede den 50. udgave af Roskilde Festival i 2021.

Vi glæder os til igen at kunne støtte initiativer, der arbejder for en positiv udvikling for børn og unge.

Den 50. udgave af Roskilde Festival finder sted fra 26. juni til 3. juli 2021.

Hvad gør du, hvis du ikke fik en billet?

Du kan enten skrive dig op til ventelisten. Det er den eneste måde, hvorpå du med sikkerhed undgår at købe falske billetter. Du kan finde ventelisterne her:

Du kan også kontakte Ticketmaster på 70 15 65 65 for at høre, om der er sat nogen billetter til salg på vores videresalgsmarkedsplads.

Jeg har købt en billet/et produkt, som jeg ikke længere skal bruge. Hvad gør jeg?
Du kan sælge din billet gennem Ticketmaster. Bemærk at du kun kan bruge denne tjeneste til at sælge produkter, som allerede er udsolgt.

Kan jeg se, om min billet er gyldig, hvis jeg har købt den fra en anden udbyder? (f.eks. Viagogo, DBA osv.)
Nej, hvis du vil være sikker på at få en gyldig billet, skal du skrive dig op på vores venteliste.

Kan jeg veksle en endagsbillet til en partoutbillet?
Nej, den går ikke. Billetter kan ikke byttes eller ændres til en anden type billet.

Men det ser ud, som om der stadig er billetter på Viagogo og andre billetsider?
Vi anbefaler på det kraftigste ikke at købe dine billetter gennem andre end Ticketmaster. Billetter via andre udbydere bliver ofte solgt til en højere pris og er ofte ikke gyldige. 

Andre spørgsmål?
Du kan kontakte Ticketmaster, hvis du har andre spørgsmål om billetter.