ROSKILDE FESTIVAL DONERER 850.000 KRONER TIL UNGDOMSHUSE

PUBLICERET MANDAG 9.12.2019

I alt 17 ungdomshuse i Norden samt i Uganda og Tanzania har modtaget donationer

Madarrangementer, koncerter, mad, brætspil, karaokeaften, banko, julearrangement med gløgg og æbleskiver – og meget meget mere. Aktiviteterne i URT-huset i Thisted spænder vidt. Ikke mindst står de 15 mennesker, der udgør bestyrelsen, bag cirka 10 koncerter året rundt.

URT-huset er stedet, hvor formand for Ungdomsrådet i Thy, Emma Katrine Hargaard, møder sine venner.

”Det, jeg får ud af URT, er, at jeg er sammen med mine venner. Ikke bare i skolen, til fodbold til kor. Jeg skaber noget, mine venner kan komme til. Det synes jeg er megafedt,” fortæller hun.

Ungdomsrådet i Thy er et af i alt 17 ungdomshuse, som i 2019 har modtaget hver 50.000 kroner i donation af Roskilde Festival. I alt har vi i 2019 doneret 850.000 kroner til ungdomshuse. Der vil desuden blive afsat et beløb til forskning i ungdomshusenes betydning.

Allerede nu står det dog klart, at ungdomshuse giver unge plads til selv at skabe forandring og på den måde deltage og engagere sig i deres lokalsamfund og samfundet generelt. Et samfund, der i høj grad er præget af et stort fokus på præstationer, mål og resultater efter fastlagte strukturer, giver kun begrænset plads til udfoldelse, deltagelse og medbestemmelse for unge.

Et bevidst valg at komme bredt ud

Ungdomshuse er stedet, hvor unge selv sætter dagsorden og kan udfolde sig på deres egen måde f.eks. igennem kunst, musik, film, madlavning, aktivisme og sport.

Læs også om temaet for Roskilde Festival 2020: Time is Now

De i Danmark udvalgte ungdomshuse, der altså hver har fået 50.000 kroner, ligger i Næstved, Helsinge, Odense, Guldborgsund, Middelfart, Fredericia, Ebeltoft, Skive, Thisted samt i Aarhus og København.

Det har været et bevidst valg at nå unge over hele landet, fortæller talskvinde Christina Bilde.

” Vi er meget optaget af de flere og flere beretninger om ensomhed, stress og pres, vi hører. Derfor støtter vi det frivillige arbejde i ungdomshuse og ungdomsklubber - steder hvor man ofte for første gang selvstændigt danner nye fællesskaber om alle mulige former for kreativitet. Ungdomsklubberne favner dem, der i forvejen er i sportsklubber, og tilbyder også noget til dem, der ikke er interesseret i sport.”

En ny måde at lave ungdomshus på

En anden donationsmodtager er Bolsjefabrikken i København.

Bolsjefabrikken er en non-profit, non-kommerciel kulturel forening, der opstod som en ny måde at lave ungdomshus på efter nedrivningen af Jagtvej 69. En gruppe unge fandt et nyt sted, en gammel bolsjefabrik på Ydre Nørrebro, som de fik lov til at låne af bygningens ejer for en periode.

 

Siden da har huset eksisteret i to andre bygninger, men har beholdt navnet Bolsjefabrikken. På nuværende tidspunkt har Bolsjefabrikken slået rødder i en gammel bygning på Ydre Østerbro, hvor en gruppe unge afholder mange forskellige aktiviteter. Der er cykelværksted, folkekøkken og mange forskellige musik- og støttefester.

Ikke mindst er der hjælp at hente, hvis man har lyst til at blive bedre til at producere musik, trykke plakater eller fotografere.

Bolsjefabrikken har sit eget mørkekammer, hvor man kan fremkalde analog film. Dog kun i sort-hvid.

”Men det er jo også det pæneste”, konstaterer en af brugerne, Therese, halvvejs ærligt og halvvejs selvironisk.  

Professionelt er mørkekammeret på ingen måde. Og det er heller ikke meningen.

”Meningen med det her værksted er, at man kan lære. Det er grunden til, at vi er her. Det er en legeplads og en læreplads, hvor man kan udvikle sig, uden at der er alle mulige, der dømmer en. Man skal have lov at lave nogle fejl, så man kan blive bedre, siger Therese.

En tredje donation, der bør fremhæves, er gået til TAI-huset i Tanzania.

Forsøg på aftabuisering af menstruation

TAI blev dannet af fem unge mennesker, som mente, at de ressourcer, unge i Tanzania har, skulle bruges til at skabe positiv forandring for unge – også selv om de ikke kan få løn. TAI er i dag et hus, hvor der foregår mange forskellige aktiviteter og er drevet af de unge brugere selv.

I huset er der projektværksteder og et filmværksted. Her bliver der fundraiset til at lave film, festivaler og til at udvikle deres JALI-projekt. JALI-projektet uddanner børn og unge i puberteten, og især unge piger i forhold til menstruation og bind. Mange unge piger ved ikke, hvad menstruation er, da man ofte ikke taler om dette. Dette fører til, at mange piger føler sig forkerte og ikke går i skole. Mange drenge og mænd ved desuden heller ikke, at kvinder får menstruation og forstærker dermed tabuet.

Igennem TAI bliver de unge ofte inviteret til forskellige events og konferencer med fokus på at forbedre forholdene og mulighederne for unge på den sydlige del af det afrikanske kontinent. På den måde er de unge også med at til at skabe forandring i en større sammenhæng.  

Samtlige 17 donationer har det til fælles, at de gives til modtagere, der aldrig før har modtaget donationer fra Roskilde Festival. Der er heller ingen af modtagerne, der har ansøgt om disse donationer. De er blevet til som resultat af et langvarigt researcharbejde.

Donationsmodtagere