CATE LE BON UK

Favoriser
Scene
TBA
Show
Onsdag 30. juni 2021
Excentrisk og kunstfærdig indierock fra Wales' ømme original 


Hvad er lyden af ensomhed? Det har Cate Le Bon et godt bud på. 
 

Hun er en walisisk kunstner, som først legede med ligesindede, skæve musikere som Gruff Rhys (fra Super Furry Animals), Gorky's Zygotic Mynci og tilmed John Cale. Med sådanne legekammerater er det ikke så mærkeligt, at Le Bons musik er eventyrlysten, excentrisk og legende. 

I 2013 købte Cate Le Bon en enkeltbillet fra det regnvåde Wales til det solbeskinnede Californien, og her har hun siden fundet nye samarbejdspartnere i bl.a. Kevin Morby, White Fence, Eleanor Friedberger og Bradford Cox (Deerhunter). 

Det lyder ikke ensomt overhovedet, gør det? Cate Le Bons selvpålagte ensomhed startede, da hun flyttede ind i en hytte langt fra alfarvej for at konstruere møbler i træ om dagen og skrive musik om natten. 

Det musikalske resultat er hendes femte album, Reward (2019), som netop er belønnende, som titlen indikerer. Albummet har høstet stjernerige anmeldelser, og det var blandt de endelige kandidater til den meget eftertragtede Mercury Prize i England. 

Cate Le Bons indiemusik er fortsat uforudsigelig og pudseløjerlig. Reward blander Le Bons gådefulde avantgarde-impulser med hendes forkærlighed for folk'et storhed. Musikken er som en frodig, vild have fuld af sjove planter og farverige blomster, der gror i alle retninger på én gang. Klaverakkorder står side om side med ringende elektriske guitarer, blødt glødende elektronik og saxofoner – og lydbilledet er generelt varmt og solbeskinnet. 

Når Cate Le Bon og hendes band vender tilbage til Roskilde Festival (hun spillede her første gang i 2016), kan du se frem til en sjov, usædvanlig og glødende performance fra en af Wales' ømme originaler.