DOJA CAT US

Favoriser
Scene
TBA
Show
Torsdag 1. juli 2021
Katten sagde muh – og nu er hendes hip-pop ved at vinde ind på alle


Doja Cat er kommet langt, siden hendes sang "Mooo!" gik viralt i 2018.

Efter at have fået stor opmærksomhed med den ko-tematiserede sang udgav rapperen en deluxe-version af sit debutalbum Amala, hun samarbejdede med rapperen Rico Nasty i hitsangen "Tia Tamera", og så rykkede et remix af hendes sang "Juicy", med Tyga som gæst, ind på den amerikanske top 100 – den første sang af hendes som formåede det.

Den 24-årige kunstner fortsætter succesridtet med sit andet album, Hot Pink (2019), som sneg sig ind i top 20 på det amerikanske albumhitliste. Hvis du tror, at titlen antyder noget lummert, så har du helt ret. Doja Cat rapper og synger om seksuel lyst og autoritet. Hendes tekster er af den slags, der ville blive bippet konstant i de mere følsomme medier, fordi de er ret eksplicitte (se selv efter).

Alsidighed er Doja Cats styrke. Hendes sange rummer bemærkelsesværdige nik til grooves fra 70'erne, elektronisk pop fra 90'erne og hip-hop fra nullerne.

Det samme gælder hendes vokale evner. Hendes tone kan skifte fra det super bløde og chillede til det energiske, næsten hektiske, når hun skyder sine vers af sted. Hun er lige så dygtig en sanger som rapper – og hendes melodiforståelse sætter ekstra glans på hendes materiale.

Ifølge NME er Doja Cat en popudfordrer med omtanke og et drive, der kan få hende til at gå så langt, som hun selv ønsker.

Kom og hør katten live på Roskilde Festival. Det må du ikke misse!