FAITH NO MORE US

Favoriser
Scene
TBA
Show
Torsdag 1. juli 2021
We care a lot! Det amerikanske alternative metalband, der kan inkorporere de fleste genrer, er tilbage på Roskilde!

Episk.

Få ord beskriver Faith No More bedre.

Med det allestedsnærværende hit "Epic" gik San Francisco-bandet fra undergrunden til at være et MTV-dominerende, stort rockband. Derfra gik det kun fremad og opad.

Faith No More fulgte op på succesen med albummet Angel Dust, hvis bizarre fusion af dødsmetal, gotisk electronica, asiatiske melodier, cheerleader-chants og John Barry-temaer cementerede bandets arv som fuldendte nonkonformister.

I dag står Angel Dust som en milepæl og et mesterværk i moderne rock. Det står lysende centralt i en diskografi, der glædeligt sprænger al rock-ortodoksi i luften. Måske er det grunden til, at Faith No More – med deres eksperimenterende 'vi kan rumme alle genrer'-tilgang – er et af få bands, som har en fangruppe, der kollektivt elsker al slags musik.

Faith No More byggede videre på deres musikalske vanvid indtil deres pause i 1998. På dette tidspunkt var deres centrale position i rockgenren indlysende for alle, og de talrige sideprojekter for bandmedlemmerne tog over.

Frontman Mike Patton er blevet hyldet som et ikon for den alternative metal. Man bliver helt svimmel, når man prøver at opremse den uendelige liste af avantgarde-rock-, italiensk crooner-, hardcore punk- og soundtrack-projekter, som han har kastet sig over og udgivet på sit berømmede Ipecac-pladeselskab.

Faith No More blev genforenet i 2015 og udsendte det succesfulde comeback-album Sol Invictus. Bandet beviste, at de stadig var fulde af den dér idiosynkratiske dirrende og skæve intensitet.

Faith No More spillede første gang på Roskilde Festival tilbage i 1990, de vendte tilbage i 1992, og deres seneste show var i 2009 (se klippet nedenfor). Vi er enormt glade for at byde dette band velkommen tilbage til endnu en (host!) episk omgang på Roskilde Festival 2021.