GIRL IN RED NO

Favoriser
Scene
TBA
Show
Torsdag 1. juli 2021
Norsk indie-rock-sensation tager verden med storm

Rød er lidenskabens farve. Og du finder næppe nogen med et mere lidenskabeligt musikhjerte end Marie Ulven. Hun er en norsk indierock-heltinde, der opererer under navnet girl in red (skrevet med småt).

Den 20-årige musiker begyndte at udgive sange på sin SoundCloud-profil, og på kort tid havde hun samlet en stor og ivrig fangruppe, der ville have mere af hendes humørsvingende, drømmende guitarpop.

I sit norske hjemland blev hun tidligt udpeget som en musiker, man skulle holde øje med, og der skulle ikke gå længe, før hendes sang "I Wanna Be Your Girlfriend" var at finde på New York Times' prestigefyldte liste over bedste sange i 2018.

Den fremadstormende musikers soveværelsessange har gradvist fået større og større opmærksomhed i hele verden.

Indtil videre har girl in red udgivet to ep'er, Chapter 1 (2018) og Chapter 2 (2019) samt singlen ”Midnight Love”, som er først smagsprøve på hendes kommende debutplade.

Hendes sange er korte, sødlige og præcise. Hvis du kigger på hendes sociale kanaler, finder du en strøm af betragtninger, lige fra det hverdagslige til det mere højtløftede. Det vandrer også ind i hendes sange sammen med temaer som kærlighed, sorg og besættelse – tilsat iørefaldende melodier med sin helt egen personlighed.

girl in red har holdt en travl turnékalender, og hun har været på den anden side af Atlanten ved flere lejligheder. Det vil der kun komme mere af, når hendes debutalbum lander engang i 2020.

Kom og lad dig male i farven rød, når denne norske DIY-sensation optræder på Roskilde Festival 2021.