LINGUA IGNOTA US

Favoriser
Vrede, fortvivlelse, vold. Voldsramt kunstner lave sjælerensende musik, der rummer alverdens negativitet. 


Kristin Hayter vil have dig til at forholde dig til hende på en helt anden måde, end du normalt oplever kunstnere live. Hendes vokal svinger mellem sindsoprivende og sønderrivende skrig og sorgfuld sang. Det hænder, at hun slår sig selv på scenen.

De oplevelser, som Kristin Hayter bygger sin musik på, er også intense. Og ubehagelige.

Hun er på den anden side af et gentageligt mønster af vold i hjemmet, og hun kalder sine sange for 'survivor anthems'. De kombinerer neo-folk, spiritual musik, industrial og metal. Hendes lyd er en fusion, der er lige dele fascinerende og dybt forstyrrende.

Hun kalder sit projekt Lingua Ignota, som er latin for 'ukonstrueret sprog'. Hayters musikalske sprog er originalt, og hun forsøger at konstruere noget, der nævner det unævnelige.

Den San Diego-baserede musiker skabte først opmærksomhed med det selvudgivne album All Bitches Die (2017), et af de mest ubehagelige og nådesløse albums fra det år.

I 2019 udgav hun Caligula på ekstremmetal-selskabet Profound Lore, som tilbyder mere smerte og (af)magt. Der er øjeblikke på albummet, der føles blot ét riff fra at være en brutal black metal-sang, og andre øjeblikke, der føles som en industrial-tonsende goth-opera. Det er ikke et metalalbum og alligevel noget af det mest brutale, du har hørt (anmelderne elsker det).

Vil du opleve et sjælerensende, pinsomt liveshow, der vil efterlade dig komplet drænet for alting, så træd ind i Lingua Ignotas verden.

Koncerten på Roskilde Festival 2021 bliver hendes eneste europæiske show denne sommer.