ROSKILDE FESTIVAL STØTTER “THE STATE OF ARTISTIC FREEDOM”

PUBLICERET TORSDAG 4.3.2021

Freemuses årlige rapport undersøger overtrædelser af kunstnerisk ytringsfrihed i hele verden. Roskilde Festival har doneret midler til organisationen, hvilket er med til at muliggøre sådan en rapport.


Forestil dig en verden uden kunstnerisk frihed. Hvor du ikke måtte udtrykke dig, som du ville. Det kan lyde helt skørt her i Danmark – men hvis man skuer længere ud i verden, bliver det straks et trist faktum, at kunstnerisk frihed ikke er noget, som kan tages for givet alle steder.

Freemuse er en uafhængig organisation som arbejder for kunstnerisk ytringsfrihed og kulturel diversitet.

Organisationen har netop udgivet deres årlige rapport, som de kalder “The State of Artistic Freedom 2021”. Og den tager temperaturen på kunstnerisk ytringsfrihed rundt om i verden, som den ser ud netop nu.

Læs hele rapporten her

Dette års rapport dokumenterer 978 tilfælde af overtrædelser af kunstnerisk ytingsfrihed i 2020 i 89 lande og online. 17 kunstnere er blevet slået ihjel, 82 er blevet fængslet, og 133 er blevet arresteret.

Nedslående fakta som heldigvis kan bringes frem i lyset takket være Freemuses vigtige arbejde.

Roskilde Festival gav i 2019 en donation på 1,5 millioner kroner og indgik i et treårigt samarbejde med Freemuse med fokus på at udbrede og sikre kunsten i sig selv samt kunstens mulighed for at bevæge og udfordre os som mennesker verden over.

Vil du vide mere om Freemuse? Smut en tur ind på deres website