PUBLICERET TORSDAG 4.2.2021
Vi kalder vores nye femårige partnerskab med Tuborgfondet for Det cirkulære laboratorium.
Cirkulære løsninger handler blandt andet om at designe langtidsholdbare produkter eller udvikle modeller for brugsret til et produkt.
Et eksempel kan være, at du måske i fremtiden lejer et brugt telt i stedet for at købe et nyt hvert år. Eller at du investerer i et holdbart solsejl lavet af genanvendelige materialer i stedet for den hvide (engangs-)havepavillon.
Kort sagt: Cirkularitet handler ganske enkelt om at designe affaldet ud af ligningen.
Og laboratorium handler om, at festivalen faktisk er et kæmpemæssigt laboratorium fyldt med mennesker og muligheder, hvor vi er sammen om at teste løsninger og udfordrer vores vaner og adfærd.
Når vi alle er samlet, kan Roskilde Festival sammenlignes med livet i en større by (faktisk svarer ’indbyggertallet’ på 130.000 til Danmarks fjerdestørste by), og midlertidigheden gør festivalsamfundet til en ret speciel platform til at teste nye bæredygtige løsninger.
Løsninger der altså har potentiale til at ændre vores adfærd i en mere klimavenlig retning – også i verden uden for festivalbyen.
Så hvad skal der ske nu?
Vi starter i foråret.
Gennem de næste fem år får mindst 200 unge iværksættere mulighed for at vise vejen og udvikle fremtidens grønne og cirkulære produkter og koncepter.
Iværksætterne får adgang til viden, fagligt netværk, andre virksomheder og mulige investorer, som kan løfte deres løsninger videre og skabe et stærkere forretningsgrundlag.
Vi har et fælles ansvar for at gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen og inspirere kommende generationer til en mere bæredygtig adfærd.
Vi håber derfor, at laboratoriets kommende løsninger også bidrager til en markant minimering af affaldsmængderne på festivalen og siden breder sig til konkrete forandringer i resten af samfundet.
Tuborgfondet har bevilliget 7.565.000 kroner til Det cirkulære laboratorium, hvilket er fondets største bevilling i 2020.
Er du selv iværksætter og nysgerrig på mulighederne for at få Roskilde Festival som din fremtidige legeplads og testlaboratorium, kan du læse meget mere om baggrunden og vilkår her.