TAK FORDI DU GAV DRØMMEN LIV

PUBLICERET FREDAG 12.3.2021

MINDEORD for Jesper Switzer Møller, medstifter af Roskilde Festival

For lidt over 50 år siden fik to gymnasieelever i Roskilde en idé, der kom til at ændre det danske kulturliv. Intet mindre. De drømte om at skabe en festival, der kunne samle tusinder mennesker omkring musik og ønsket om at forandre verden. En festival der kunne sætte dagsorden. Festivalen var Roskilde Festival. De to gymnasie-elever hed Mogens Sandfær og Jesper Switzer Møller.

Jesper Switzer blev 68 år.

1971: Jesper Switzer Møller (til venstre) og Mogens Sandfær reklamerer for Sound Festival, der i 1973 bliver til Roskilde Festival.

Jeg lærte aldrig Jesper at kende personligt, men hans og Mogens’ engagement står for mig som et stærkt symbol på ung handlekraft og forandringstrang. Det emmer af livslyst og mod. Og at de netop valgte at lave en festival – at den festival er blevet til det, den er i dag – vidner for mig om den store betydning, som kunsten og kulturen har for os. For vores identitet og for vores fællesskab. For det vi er og gerne vil være. For forandring. Kunsten lader os aldrig stå stille.

Jesper og Mogens turde drømme stort, de havde modet til at gøre drømmen til virkelighed, give den liv og dele ud af den. Et kæmpe fællesskab har i dag taget den drøm videre. Den lever over hele året. Den er i vores – og ikke mindst – i tusinder af unge hjerter. Det er vist ikke for meget sagt, at det lige nu er den drøm, der holder modet oppe hos os. Drømmen om at samles i et stort, mangfoldigt og kærligt fællesskab omkring musikken, kunsten, samhørigheden og troen på, at vi kan gøre en forskel.

Kære Jesper, tak fordi du turde drømme og gav drømmen liv. Æret være dit minde.

Kære alle jer andre: Lad os folde drømmenes faner ud!

Kærlige hilsner
Signe Lopdrup
Administrerende direktør for Roskilde Festival