TAK FORDI I GJORDE ’ROSKILDE FESTIVAL – DO IT YOURSELF’ HELT ENESTÅENDE

PUBLICERET MANDAG 6.7.2020

Deltagere fra flere lande bakkede op om ’Roskilde Festival – do it yourself’ og skabte deres egne festivaler. Gennem køb af blandt andet støttearmbånd har Roskilde Festivals deltagere i år indsamlet mere end en halv million kroner.

I manglen af en rigtig, fysisk festival denne sommer opfordrede vi jer i stedet til at fejre fællesskabet gennem musik, kunst og aktivisme derhjemme.

At dømme ud fra aktiviteten på de sociale medier har I taget godt imod ’Roskilde Festival – do it yourself’.

Lørdag den 4. juli strømmede det ind med hilsner fra deltagernes egne festivaler overalt i Danmark, ligesom deltagere fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Grønland og Cypern har delt billeder og videoer af deres DIY-festivaler.

Det har været imponerende at se, hvor helhjertet I er gået til opgaven med at skabe deres egne festivaler.

Nogle af de mange film, vi fik ind i løbet af dagen, er samlet i nedenstående video. 

 

Over 2000 støttearmbånd købt
Når man køber billet til Roskilde Festival og deltager på pladsen, støtter man hvert år børn og unges muligheder og fællesskaber. Festivalen er dybest set en indsamlingsbegivenhed, hvor hele overskuddet doneres væk. I maj donerede vi for eksempel 15 millioner kroner fra festivalen i 2019. Læs mere her.

Da det ikke var muligt i år, solgte festivalen i stedet støttearmbånd og anden merchandise for at kunne donere hele overskuddet til velgørenhed.

Flere end 2000 deltagere har købt et støttearmbånd, og sammen med donationer og øvrigt salg betyder det, at Roskilde Festival kan donere mere end en halv million kroner til initiativer og projekter, der arbejder for at give unge en stemme. Det er den bedste måde at runde sæsonen af oven på et turbulent forår, og vi glæder os endnu mere til at vende tilbage med festival nummer 50 i 2021.

85 % af billetkøberne til Roskilde Festival 2020 valgte at overføre deres billetter til næste år. De resterende partoutbilletter blev sat til salg den 12. maj, og på få timer kunne Roskilde Festival melde udsolgt i 2021.

Der er fortsat endagsbilletter tilbage. De bliver sat til salg i efteråret 2020.

Det er fortsat muligt at støtte indsamlingen. Læs mere om hvordan man støtter roskil.de/donate.

Roskilde Festival nummer 50 finder sted fra 26. juni til 3. juli 2021.