GRASP FULDENDER FESTIVALPROGRAMMET MED 30 NYE OPLEVELSER, DER BLANDER KUNST OG VIDENSKAB

PUBLICERET TORSDAG 30.9.2021

Ud over festivalen
Kunstnerkollektivet SUPERFLEX og pandemiforsker Lone Simonsen er blandt nye offentliggørelser til den nye vidensfestival i Roskilde. Med i alt 30 nye navne og oplevelser på plakaten er GRASP klar til at levere nye idéer om bæredygtig forandring.


Det danske kunstnerkollektiv SUPERFLEX har netop modtaget Kronprinsparrets Kulturpris 2021, og professor og pandemiforsker Lone Simonsen er i år hædret for sin evne til at formidle ny viden om corona-pandemien til danskerne. 

Nu kan du opleve dem på den allerførste udgave af vidensfestivalen GRASP, som Roskilde Festival er hovedarrangør af. GRASP åbner for tre dages tværfaglig videndeling mellem forskere, kunstnere, praktikere og et nysgerrigt publikum i Roskilde-bydelen Musicon. Det foregår 18.-20. november 2021. 

Vi føjer i alt 30 nye oplevelser, talks og performances til festivalen. Dermed er programmet klar til den allerførste udgave af GRASP, som skal vise, hvordan videnskab og kunst i forening kan give håndgribelige svar på tidens bæredygtige udfordringer såsom corona-krisen og klimaforandringer.

SUPERFLEX - foto: Ulrik Jantzen - Büro Jantzen

Biodiversitet på dagsordenen

På GRASP inviterer SUPERFLEX til en samtale om bæredygtighed og biodiversitet og om foreningen af kunstnerisk praksis og videnskabelig metode.  

SUPERFLEX – der blev dannet i 1993 af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Rosengren – har netop modtaget Kronprinsparrets Kulturpris 2021. Ved prisoverrækkelsen 25. september fremhævede Kronprinsen gruppens evne til at stille kritiske spørgsmål og komme med nye inspirerende løsninger til nogle af samfundets store udfordringer. 

Blandt kollektivets seneste projekter er SuperRev, hvor de samarbejder med forskere for at genetablere og styrke biodiversiteten i havet, og de har for nylig sat biodiversitet på dagsordenen i forbindelse med FN’s generalforsamling i New York med værkerne Vertical Migration og Interspecies Assembly.  

Verden efter coronakrisen

Videnskaben har haft en afgørende rolle i forståelsen af den historiske coronakrise. GRASP-programmet tager den aktuelle situation under behandling og leverer bud på, hvordan verden kommer videre efter pandemien. 

Den danske epidemiolog Lone Simonsen – eller corona-Lone som hun populært kendes som – inviterer til reflektioner om kunsten i at forudsige virusspredning, og hvordan tværdisciplinær forskning kan hjælpe menneskeheden mod fremtidige epidemier. 

Lone Simonsen, der er professor og pandemiforsker ved Roskilde Universitet, modtog i 2021 Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris for sin evne til at formidle ny viden om corona-pandemien til danskerne i en kritisk tid.  

Hvordan menneskeheden overkommer pandemi og klimakrise er temaet, når de tre internationalt anerkendte professorer Tina Nabatchi (Syracuse University), Geoff Mulgan (University College London) og Linda Lundgaard Andersen (Roskilde Universitet) giver deres bud på innovative sociale og politiske løsninger, der kan hjælpe os videre gennem komplekse og turbulente tider.

GRASP skaber en masse scener særligt til området, hvor du kan gå på opdagelse. Kunstnere som Hannibal Andersen, Jules Fischer, Josefine Opsahl og Mårten Spångberg skaber tankevækkende og sanselige performances og værker, mens folkene bag bylandbruget Øens Have inviterer til fællesspisning med mad fra fremtiden.

Få overblikket over festivalens cirka 70 workshops, debatter, koncerter, talks, kunstoplevelser og festivalpladsens indretning på graspfestival.dk.

Partoutbilletter koster 995 kroner, mens endagsbilletter er tilgængelige for 500 kroner. Studerende kan købe partoutbilletter for 600 kroner, mens endagsbilletter for studerende for koster 300 kroner.