STØT ROSKILDE FESTIVAL MED ET ARMBÅND

PUBLICERET ONSDAG 5.5.2021

Roskilde Festival 2021 blev heller ikke til noget. Vil du støtte os i en svær tid, kan du købe et specieldesignet støttearmbånd – lavet i samarbejde med Wood Wood.


Det gjorde ikke mindre ondt at blive aflyst anden gang. Sammen med alle jer tusindtallige festivalgængere og frivillige havde vi sådan glædet os.

Det gør også økonomisk ondt at blive aflyst for andet år i streg.

Heldigvis oplever vi en stor kærlighed fra vores omverden. Mange har også spurgt, om der er måder, hvorpå man kan støtte Roskilde Festival.

Det er der bestemt.

I samarbejde med Wood Wood har vi produceret et særligt armbånd til den svære tid, der er nu. Det er tiden, hvor vi længes efter Roskilde Festival, hvor vi mærker savnet efter den, og hvor alle de gode minder trænger sig på. Det er kombinationen af den orange kærlighed og den blå tristesse.

Støttearmbåndet koster 200 kr., og beløbet går ubeskåret til Roskilde Festival. Armbåndet kan du købe i Wood Wood-butikkerne i Aarhus eller København eller hos os i Roskilde (Havsteensvej 11, Roskilde – mandag-onsdag samt fredag kl. 13-15). Vi starter salget fra mandag 10. maj.

Du kan også købe det online allerede nu og få det tilsendt (forsendelse koster 20 kr.) på http://support.roskilde-festival.dk/.