THOM YORKE TOMORROW’S MODERN BOXES SPILLER IKKE PÅ ROSKILDE FESTIVAL ALLIGEVEL

PUBLICERET FREDAG 26.2.2021

Bandet har aflyst hele sin turné og kommer derfor heller ikke til Danmark.


Det bliver desværre ikke muligt at opleve den britiske musiker Thom Yorkes elektroniske lydlandskaber på Roskilde Festival til sommer. Han skulle have optrådt med sit band fredag den 2. juli, men har nu aflyst årets turné i sin helhed.

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, udtaler:

”De britiske myndigheders udmeldinger om genåbning i denne uge betyder, at Thom Yorke Tomorrow’s Modern Boxes må aflyse deres turné. Derfor kommer de desværre heller ikke til Roskilde Festival.”

Corona-restriktionerne er forskellige på tværs af Europa, og det kan få betydning for programlægningen af årets Roskilde Festival, hvis festivaler i andre lande må aflyse, og turnéer ikke kan gennemføres.

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, udtaler:

”Med den usikre tid vi er i, er det ikke usandsynligt, at vi vil opleve kunstnere, der ikke kan gennemføre deres europæiske turnéer. Eftersom meget af vores planlægning stadig skal tilpasses de kommende udmeldinger fra myndighederne, forventer vi også, at det endelige program til årets festival vil være senere færdigt, end det plejer. Vi ved, at kunstnerne står klar derude, og så snart der bliver lukket op, er de lige så sultne efter at komme ud at spille og møde deres publikum, som vi er efter at lave festival.”

Find svar på flere spørgsmål om, hvordan COVID-19 påvirker planlægningen af årets Roskilde Festival i vores Q&A.