ROSKILDE FESTIVAL REJSER KÆMPE KUNSTINSTALLATION I DECEMBERMØRKET

PUBLICERET SØNDAG 20.12.2020

Fra 20. december vil det 8 meter høje og 15 meter lange kunstværk 'Work No. 2630 UNDERSTANDING' lyse vintermørket op i det indre København. Kunstværket er stillet op af Roskilde Festival og kalder på håb og forståelse i en tid, der er svær for mange.


København har fået et nyt, midlertidigt vartegn.

8 meter højt og 15 meter langt roterer kunstværket og danner med sine 13 røde neonbogstaver et budskab, der ikke er til at tage fejl af: Understanding.

Værket skulle i første omgang være præsenteret på den aflyste Roskilde Festival nummer 50 i sommer.

Nu lyser det op i decembers mørke i København som en kunstnerisk gestus til det samfundssind, vi alle udviser i denne tid.

Værket af skabt af den verdenskendte og prisbelønnede britiske kunstner Martin Creed og har tidligere tronet i Brooklyn, New York, med Manhattans velkendte skyline som bagtæppe.

En lysende appel ved Ofelia Plads
Fra den 18. december kan du opleve enorme kunstværk opleves ved Ofelia Plads i indre by med Skuespilhuset til den ene side og Operaen til den anden. Fra Inderhavnsbroen og utallige steder langs Københavns Havn vil alle blive mødt af værkets lysende appel om at udvise forståelse for hinanden.

Installationen er en tolkning af den ikoniske sætning peace, love and understanding, og værket fremhæver det sidste af ordene, da det ifølge kunstneren rummer alle tre budskaber i ét.

'Work No. 2630 UNDERSTANDING' er rejst af Roskilde Festival i samarbejde med Creator Projects, Ny Carlsbergfondet, Augustinus Fonden, Det Kongelige Teater og Jeudan med yderligere støtte fra Hauser & Wirth og Gavin Brown’s Enterprise.