Hvad får man, hvis man blander lokal ghanesisk gospel med funk og masser af grooves? Svaret er en direkte invitation til en dansefest uden sidestykke!
Alogte Oho er en ghanesisk sanger med en håndfuld plader i bagkataloget. Han nød et udmærket omdømme i sin lokale Frafra-region i Ghana, men var et helt ubeskrevet blad uden for Ghana.
Det skulle der snart blive lavet om på.
Den tyske musiker, producer og feinschmecker inden for global musik, Max Weissenfeldt, blev ramt af Alogte Ohos musik via en rejse til Ghana. Han faldt helt på bagdelen over den varme lyd og Ohos karismatiske vokalforedrag. De udarbejdede straks en pladekontrakt på Weissenfeldts label Philophon.
Første single herfra var den solbeskinnede ”Zota Yinne” (2014), hvis vuggende backbeat appellerede direkte til alverdens reggaeelskere. Singlen er den dag i dag et samlerobjekt.
I 2019 kom den første internationalt udsendte plade, Mam Yinne Wa. Titlen kan oversættes til ’Gud, du elsker mig sådan’ og refererer til musikkens essens som kirkelig musik. Det var også sådan, Alogte Oho opdagede musikkens kraft som barn, nemlig via sang og musik i landsbykirken. Han tilsluttede sig koret i en tidlig alder. Så de guddommelige kræfter har muligvis ladet en masse kærlighed stråle ned over Alogte Oho og hans musik.
Mam Yinne Wa lader en masse forskelligartede udtryk forene i sin musik: Her er lige dele traditionelle ghanesiske stilarter, lokale fortolkninger af funk og soul, reggaerytmer og generel vestafrikansk musikglæde.
Ledsaget af kvindekor, varme blæsere, keyboards og en swingende rytmesektion er der gjort klar til en glohed affære, når Alogte Oho & His Sounds of Joy for første gang optræder på Roskilde Festival.