ANOTHER NAME DK

Scene
Ambereum
Show
21:00
Onsdag 29. juni 2022
Mere om kunstneren
Website
Bered dig på fire timers festflade i selskab med klub-feinschmeckerne hos Another Name, som byder på fire knivskarpe djs.


Another Name er navnet på bookingbureauet, som er tilknyttet den københavnske safer space-natklub Ved Siden Af. De repræsenterer en bred skare af talentfulde navne.

Ved Siden Af er en klub, som er designet som et frirum. Stedet er indrettet labyrintisk, så det er meningen, at man skal kunne fare lidt vild i de festlige udskejelser.

Måske sker det samme til deres festaften på Roskilde Festival 2022, hvor Another Name præsenterer en håndfuld kunstnere, der i fællesskab vil sætte gang i festen over fire timer i vores særlige hæng-ud-sted Ambereum.

Glæd dig til at møde:

James Lotion er en København-baseret hollandsk dj og medstifter af queer og trans-dj-kollektivet Sweat, som fokuserer på at skabe trygge dansegulve i København og Malmö. James Lotion har en genrebøjende og eklektisk tilgang til at dj’e og er inspireret af rå og eksperimenterende hollandsk techno fra 90’erne, eventyrlige klublyde og queer-house. Se frem til et sæt, der både taler til krop og sind.

CTRLS (udtales ’controls’) er Troels Knudsen, en elektronisk musiker som har opereret under dette navn siden 2012. Siden hans første udgivelse har han markeret sig med en særegen stil, der har skabt opmærksomhed blandt de ypperste djs og dansede skarer på gulvet. CTRLS har en tempofyldt og futuristisk stil og en stor forkærlighed for techno. Han har tidligere optrådt på Countdown-scenen i 2018.

Neri J er skaberen af Vortex CPH-festerne, som sætter fokus på den hurtigere and hårdere side af technomusikken. Hun er også en resident dj hos Ved Siden Af. Neri J’s musik nedbryder grænserne mellem techno og genrer som acid og trance. Det slår hårdt, er med høj intensitet og uden ophold. Sådan er kravene til festfolket fra en af Københavns kommende stjerner.

High Future er en Berlin-baseret dj og producer fra Seoul i Sydkorea. High Futures sæt er svævende og alligevel intense, energiske og vibrerende. High Future finder inspiration i old-school trance og trippet og groovy techno. Når musikken først spiller, er der ikke som sådan nogle genrebegrænsninger. Forvent en overstrøm af velplukkende tracks fra den passionerede musiker.